Svære valg skal træffes lokalt, Bjørn Brandenborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bjørn Brandenborg (S) lover mere, end han kan holde. I Jyllands-Posten siger han: »Vi skal udstikke en garanti for, at ingen skoler, ingen plejehjem, ingen haller nogen steder i landet skal lukke, alene fordi kommunen har en dårlig økonomi. Hvis det er ved at ske, skal staten træde ind med finansiering og sørge for, at de institutioner bliver ved med at være der.«

Det lyder besnærende. Men løftet er for godt til at være sandt. Og det risikerer at undergrave det kommunale selvstyre.

Borgernes muligheder for velfærd bør ikke alene afhænge af, hvor de bor, og udligningssystemet kan bestemt trænge til en opdatering. Men det er farligt at lege med idéen om, at økonomi ikke må betyde noget i kommunerne. For hvad sker der med det lokale ansvar, hvis staten lover at betale regningen, når en kommune ikke længere kan få økonomien til at hænge sammen? Og hvem skal i sidste ende bestemme, hvordan pengene bruges?

I samme interview bliver Brandenborg spurgt, om garantien kan udnyttes. Svaret fremstår naivt: »Vi skal selvfølgelig sørge for, at det er et system, som ikke kan udnyttes. Men det er jo ikke sådan, det foregår i kommunerne.«

Det er præcis sådan, det foregår. Kommuner benytter de muligheder, systemet giver dem. Vi kan sagtens overbevise os selv og andre om, at netop vores kommune er særligt presset, og at netop vores skole, vores plejehjem eller vores idrætshal derfor bør reddes. Vi kender melodien både forfra og bagfra. Vi kan synge solo eller i kor – med eller uden kommunens forvaltning som orkester.

Hvis staten garanterer, at bestemte institutioner ikke må lukke, vil klagesangen kun forstærkes. Hvorfor tage den svære lokale beslutning, hvis regningen kan sendes videre til Christiansborg?

Vejen til vækst, velstand og udvikling for borgere uden for de store byer går ikke gennem tvivlsomme garantier og nye muligheder for at fralægge sig lokalt ansvar. Den går gennem et gennemskueligt udligningssystem baseret på objektive kriterier som demografi, socioøkonomi og kommunernes dokumenterede udgiftsbehov. Man kan ikke skabe en kommunal virkelighed, hvor økonomi og prioriteringer ikke betyder noget. Ønskerne er altid større end de midler, der er til rådighed. Hvis én institution skal bevares, kan det betyde, at der må spares et andet sted. Det er netop det ansvar, lokalpolitik handler om.

Man kan forsøge at skærme kommunerne mod konsekvenserne af deres økonomiske valg. Men valgene forsvinder ikke. Magten til at træffe dem flyttes blot fra kommunerne til Christiansborg. Brandenborgs garanti risikerer at føre til mere centralisering. Når staten skal sikre, at bestemte institutioner aldrig lukker, får Christiansborg større indflydelse på de lokale prioriteringer.

For spørgsmålet er ikke, om vi ønsker at bevare vores skoler, plejehjem og idrætshaller. Det gør vi. Spørgsmålet er, hvem der skal træffe de svære beslutninger, når indbyggertallet falder, og pengene ikke rækker. Lokalpolitikere, der kender området og møder borgerne i Brugsen? Eller Christiansborg, der med mere regulering lover at løse problemerne?

Vil vi bevare det kommunale selvstyre, må vi også acceptere, at lokalpolitik indebærer svære valg. Ellers er det ikke længere kommunerne, der bestemmer. Så er det Christiansborg.