Du kan blive, hvad du vil – bare ikke boligejer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I ejendomsmæglerens vindue hænger billeder af husene i området. Hvert hus rummer muligheden for et liv. Et køkken, hvor man drikker morgenkaffe. En have, hvor børnene kan lege.

Da min mormor og morfar var unge, købte de et lille rækkehus i Åbyhøj. Min morfar var endnu ikke færdiguddannet, og min mormors folkeskolelærerløn skulle bære økonomien. Alligevel kunne de låne til hele huset.

Et halvt århundrede senere er huset ikke bare deres hjem. Det er også blevet en formue, der er vokset med boligmarkedet. Og i dag er det for mange unge ved prisskiltet i ejendomsmæglerens vindue, at drømmen begynder at smuldre.

Vi bruger år på at gøre os klar til voksenlivet. Vi uddanner os, finder arbejde og forsøger at skabe et fundament for fremtiden. Vi får at vide, at vi kan blive, hvad vi vil, hvis bare vi gør os umage. Men når vi står foran døren til det liv, vi ønsker, er det ikke nødvendigvis vores egne evner eller ambitioner, der afgør, om vi kan komme ind.

For hvad er friheden til at vælge værd, hvis man ikke har råd til at vælge?

Boligpolitik handler derfor om mere end mursten og kvadratmeter. Den handler om lige muligheder. Hvis adgangen til boligmarkedet afhænger af forældres friværdi eller familielån, risikerer vi et samfund, hvor økonomisk position går i arv. To unge med samme uddannelse, løn og ambitioner kan få vidt forskellige muligheder, alene fordi deres forældre købte bolig på forskellige tidspunkter.

Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Men vi kan skabe rammerne for, at vores generation kan bygge sit eget liv. Det kræver, at vi tør føre boligpolitik.

Boligmarkedet er ikke en naturlov. Politiske beslutninger bestemmer, hvor og hvor meget vi bygger, hvilke boligformer vi giver plads til, og hvordan gevinster ved boligejerskab beskattes.

Vi skal bygge flere boliger dér, hvor mennesker ønsker at bo, studere og arbejde. Vi skal også bruge de eksisterende kvadratmeter bedre. Tomme erhvervslokaler kan blive til boliger, og uudnyttede tagetager kan få nyt liv. Nye bydele skal rumme ejer-, andels-, leje- og almene boliger side om side.

Vi skal også turde diskutere, om skattesystemet er rimeligt, når arbejde beskattes, mens store boliggevinster i vid udstrækning kan tilfalde den enkelte. Ikke for at straffe boligejere, men for at sikre, at økonomisk tryghed ikke afhænger af, hvilken familie man er født ind i.

Og vi skal tænke ud over kommunegrænsen. Bedre og billigere kollektiv transport kan gøre flere områder til realistiske steder at bo. Hvis man hurtigt og grønt kan komme til uddannelse og arbejde, behøver valget ikke stå mellem en dyr bolig midt i Aarhus og halvanden time i bilen hver dag.

Fremtidens boligpolitik handler ikke om, at alle skal eje et parcelhus eller have råd til en have midt i Aarhus. Den handler om frihed: et fleksibelt boligmarked med plads til flere boligformer og flere slags liv. Om at have reelle muligheder for at vælge.

Det er også min egen bekymring. Hele min barndom har jeg hørt, at jeg kan blive, hvad jeg vil, hvis jeg arbejder hårdt nok. Men kan jeg også skabe et hjem? Kan jeg en dag sidde ved bankbordet og få nøglen til livet i byen? Eller er det vigtigere, hvad mine forældre kan hjælpe med?

Vi skal ikke acceptere, at boligmarkedet bliver det sted, hvor alle de muligheder, vi taler så varmt om, får en pris, man ikke kan betale.

Jeg går videre, mens husene bliver stående bag glasset. De små skilte dingler i vinduet, hvert med sin pris på et muligt liv. Måske kommer jeg en dag tilbage. Måske hænger der til den tid et skilt i vinduet, hvor jeg også kan se mig selv.