Seksualvejledere skal bremse kvindehad på skolerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden lyttede jeg til P1 Debat om kvindehad på TikTok og manosfæren. Jeg sad tilbage med samme tanke som så ofte før: Vi taler om problemet, men hvor er løsningerne? Så nu vover jeg pelsen med et konkret forslag: Vi skal have faste seksualvejledere på landets skoler.

En undersøgelse fra Center for Digital Pædagogik og Analyse & Tal viste, at indhold fra manosfæren dukkede op efter bare tre minutters scrolling med kunstige TikTok-profiler.

Tre minutter. De unge behøver ikke engang lede efter kvindehadet. Det finder dem.

Regeringens værktøjskasse synes sparsomt udstyret. En aldersgrænse på TikTok og en løftet pegefinger til forældrene. Men en aldersgrænse lærer ikke unge at stille spørgsmål ved budskaberne. Hvis vi vil bekæmpe kvindehad, skal vi ruste dem til at gennemskue og udfordre det.

Som lærer er jeg oprigtigt bekymret. Mine elever kan møde manosfærens manual til giftig maskulinitet. Her bliver kvindehad pakket ind som gode råd. Styrke bliver lig med dominans, og kvinder bliver nogen, der skal kontrolleres frem for respekteres.

Det stopper ikke nødvendigvis, når mobilen bliver lagt væk. Holdningerne kan følge med ind i klasselokalet. Hvad gør vi, når de digitale budskaber bliver en del af skoledagen?

Jeg får brug for faglig sparring. Når en dreng siger, at kvinder skal kende deres plads. Når kvindehad bliver kaldt for sort humor, og pigerne forventes at grine med. Eller når et nej bliver opfattet som en ydmygelse, der skal hævnes.

Selvfølgelig skal vi tage de samtaler. Men det kræver mere end at irettesætte en elev og gå videre. Vi skal udfordre holdningerne uden blot at lukke munden på eleven og samtidig vise, at de elever, der bliver ramt, mærker, at vi tager det alvorligt.

Jeg kan ikke følge med i alle de strømninger på nettet, som påvirker mine elever. Det betyder ikke, at jeg skal undlade at tage samtalerne. Det betyder, at jeg har brug for nogen at sparre med.

Måske tænker du, at vi allerede har Uge Sex. Og ja, det har vi. Men en temauge er ikke en fast indsats året rundt. Seksualundervisningens kvalitet kan variere fra skole til skole og risikerer at afhænge for meget af den enkelte lærers viden, erfaring og mavefornemmelse.

Det handler ikke om manglende vilje. Men vilje er ikke altid nok. Vi har brug for faglig sparring og redskaber til at tale om køn, grænser, seksualitet og kvindehad, også når samtalerne bliver svære.

Hvis vi forventer, at lærerne tager ansvaret i skolen, skal vi så ikke også give dem de rette forudsætninger? Derfor skal vi have faste seksualvejledere på skolerne. Ikke for at overtage undervisningen eller lægge endnu en opgave på lærerne. Tværtimod. En seksualvejleder skal være en lærer med særlige kompetencer, der følger udviklingen, udvikler forløb og hjælper kollegerne. Det kan styrke Uge Sex og give lærerne faglig støtte resten af året.

Vi har allerede læsevejledere og matematikvejledere, som styrker undervisningen og hjælper kollegerne. Hvorfor har vi ikke tænkt seksualundervisningen ind på samme måde? Vi behøver vel ikke opfinde den dybe tallerken, når vi har en model, der virker.

Skolen kan ikke fjerne kvindehad fra internettet eller ændre TikToks algoritmer. Men den kan give børn og unge redskaber til at gennemskue de idealer, de møder, og et sted, hvor de kan tale åbent om dem.

Nogle børn tager de svære samtaler hjemme ved køkkenbordet. Andre står alene. Alle børn bør have adgang til viden om krop, køn, grænser og respekt, uanset hvilke forældre de har. Vi ved, at problemet findes. Nu skal vi også tage ansvar for, hvad vi stiller op med det. Derfor skal vi tage tyren ved hornene og indføre faste seksualvejledere på landets skoler.