Nu må nogen snart læse grundlovens §56 rigtigt
Det er på tide, at Folketinget begynder at fortolke grundlovens § 56 gennem valgloven, således at den virker efter sin oprindelige og korrekte funktion.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I grundloven har der siden 1849 stået, at »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere«(den nuværende paragraf 56).
Grundloven nævner intet om politiske partier, men denne paragraf har været misfortolket og misbrugt som lovgrundlaget for partihopperi, og for at politikere, når de var valgt til Folketinget, frit kan vælge, hvilket standpunkt eller politisk parti de vil repræsentere.
Paragraffen er imidlertid aldrig blevet fortolket eller præciseret og misbruges fortsat, fordi mange politikere har villet opretholde denne fejlagtige fortolkning som en kattelem for at kunne beholde et lukrativt folketingsmandat, selv om de ikke længere tilhører det parti, de er blevet valgt ind for, og derfor normalt burde overlade mandatet til suppleanten.
Den gældende fortolkning og derved det fortsatte misbrug af paragraffen er åbenlyst urigtig, urimelig og parlamentarisk svindel. Der er i vor parlamentariske historie kun ganske få eksempler på politikere, der er blevet valgt ind uden for et parti. Problemet er som nævnt, at grundloven ikke omtaler politiske partier.
Det er forståeligt, at 1849-grundloven ikke nævner politiske partier, men at de er udeladt i 1953-grundloven er en stor og uforståelig fejl, efter at de politiske partier som hovedelementer og rekrutteringsgrundlag på dette tidspunkt havde været i funktion i over 100 år!
I dag kommer stort set alle politikere ind, fordi de har erklæret et tilhørsforhold til et politisk parti og bliver i øvrigt ofte valgt på grundlag af tilskuddet fra partistemmer, som de selvfølgelig ikke ville have fået, hvis de ikke havde tilhørt et parti.
De fem folketingsmedlemmer fra Venstre, der for nylig stemte imod deres gruppe, er et klart eksempel på, hvad den oprindelige mening har været med grundlovens § 56. Nemlig at folketingsmedlemmer ene er bundet af deres samvittighed, når de afgiver deres stemme, men det er sandelig ikke det samme som, at man kan snyde sine vælgere og selv bestemme, hvilket parti man vil tilhøre, når man er valgt ind.
Det er heller ikke en ret til at blive siddende og hæve sin folketingsløn, når man forlader et parti, og ikke overlade sit mandat til suppleanten, da mandater rent faktisk tilhører det parti, man har forladt, og som den pågældende bl.a. har nydt godt af, netop fordi der forelå et erklæret tilhørsforhold til et parti.
Det er på tide, at Folketinget begynder at fortolke grundlovens § 56 gennem valgloven, således at den virker efter sin oprindelige og korrekte funktion.