Friheden gælder også de usmagelige ord

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ytringsfriheden er nem at holde af, når ordene er pæne, velovervejede og falder i vores egen smag. Den bliver først sat på prøve, når ordene provokerer og får os til at ønske, de aldrig var blevet sagt. For et liberalt samfund er spørgsmålet derfor ikke kun, hvilke ord vi bryder os om at høre, men hvor langt statens hånd skal række ind i borgernes ret til at tale frit.

Netop her bliver racismeparagraffen et problem. For når staten kan straffe borgere for ytringer, fordi de vurderes som forhånende eller nedværdigende, bevæger vi os ind på et område, hvor staten ikke længere blot beskytter os mod overgreb, men også begynder at sætte grænser for, hvilke holdninger der må komme til udtryk. Hvis ytringsfriheden kun gælder, når vi er enige med den, der taler, bliver den hurtigt til et hegn med en låge, hvor staten bestemmer, hvem der får lov at komme igennem. Derfor går vi i LA og LAU ind for at afskaffe racismeparagraffen.

Samtidig bør udviklingen i antallet af sager om racismeparagraffen give anledning til bekymring. Rigspolitiets opgørelser viser en stigning i antallet af registrerede sager om hadefulde ytringer efter straffelovens § 266 b. Vi skal passe på, at Danmark ikke bevæger sig i samme retning som Tyskland og Storbritannien, hvor borgere kan blive straffet for ytringer på blandt andet sociale medier. For i et frit samfund bør udgangspunktet være, at selv de mest usympatiske holdninger bekæmpes med argumenter frem for straffeloven.

Problemet med racismeparagraffen er også, at den skader lighedsprincippet. Paragraffen er meget præcis i, hvilke minoriteter den beskytter, hvilket gør, at bismervægten bliver ulige. For hvis du oplever forhånelse eller nedværdigelse, uden at det har omhandlet de specifikke minoriteter, så straffes det ikke efter § 266 b. Det gør, at staten holder hånden over visse minoriteter, mens den ikke gør det over andre.

For os handler det ikke om sympati med budskabet, men om at begrænse statens ret til at bestemme, hvilke holdninger der må ytres. Racistiske og hadefulde holdninger fortjener at blive mødt med kritik og modargumenter.

Men ytringsfriheden er først for alvor noget værd, når den også beskytter de ytringer, vi selv finder frastødende.