Vi må have fast grund under fødderne – ikke flere regnefejl
Tilliden til kvælstofreguleringen kan ligge på et meget lille sted hos landbruget. Ministeren må havde det på samme måde.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da Aarhus Universitet for nylig erkendte, at der var fejl i beregningerne af kvælstof, skete det efter et forløb, der langtfra var kønt. Få dage før erkendelsen var minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) ude og forsvare universitetet og blankt afvise, at der var regnet forkert.
Det må være en ubehagelig situation for ministeren ikke at kunne stole på de beregninger, som er bestilt hos en ekspert. Men det kan næppe måle sig med den usikkerhed, som landbruget står tilbage med.
For os handler det ikke om tal i et regneark. Det handler om vores indtægtsgrundlag og muligheden for at drive en virksomhed, der også skal være her om 10 år. Vi skal stadig betale elektrikeren, smeden og de andre håndværkere, der hjælper med at holde bedriften kørende. Det kræver, at vi kender de vilkår, vi skal drive vores virksomheder under.
Men regnefejlen er tilsyneladende ikke det eneste problem. I sin egen pressemeddelelse varsler Aarhus Universitet tilmed yderligere ændringer, fordi beregningsmodellen fortsat skal »forbedres«.
Professor Jørgen Eriksen fra Aarhus Universitet skriver i en pressemeddelelse om regnefejlen: »Nu handler det om at få korrigeret beregningsgrundlaget hurtigst muligt, så vi kan se fremad. Der vil også fremover komme justeringer, da vi kontinuerligt arbejder med at forbedre modellen, i takt med at der tilføres nye data.«
Sagt på godt dansk: Regnemodellen skal fortsat justeres, og beregningsgrundlaget er endnu ikke endeligt.
Er det virkelig sådan, vi vil regulere et helt erhverv? Med krav, der har store konsekvenser for den enkelte bedrift, mens beregningsgrundlaget fortsat skal rettes til?
Det er svært at bevare tilliden til, at der er styr på tingene i denne sag. Ikke fordi en model aldrig må ændres, eller fordi forskere skal kunne forudsige alt på forhånd. Universitetet peger selv på, at en del af problemet er, at »data [er] forholdsvis komplekse«. Men fordi vi som erhverv bliver ført ud på et gulv, hvor brædderne ikke nødvendigvis sidder ordentligt fast.
Her vil jeg tillade mig at spørge, om man så ikke burde sikre sig, at beregningerne bliver håndteret og kvalitetssikret grundigt nok, inden de danner grundlag for politiske beslutninger med så store konsekvenser.
Og nu til det helt centrale: Aarhus Universitet skriver, at fejlen blev fundet efter et »trippel-tjek«. Hvordan kunne fejlen overleve to gennemsyn for først at blive fanget ved det tredje? Og hvorfor blev den først fundet efter kritik og pres udefra? Det er spørgsmål, som fortjener helt klare svar.
Nu varsler universitetet yderligere justeringer af modellen. Men hvornår kan vi forvente et beregningsgrundlag, som landbruget og politikerne kan have tillid til? Og hvordan vil universitetet sikre, at fremtidige fejl bliver opdaget, inden de får konsekvenser?
Det her handler ikke bare om tal i et regneark. Det handler om grundlaget for mange familiers indtægt og fremtid. Både familierne, der er direkte beskæftiget i landbruget, og dem, der lever af at levere varer og ydelser til et stærkt landbrug.
Derfor er det ikke nok at rette en fejl og varsle, at der kan komme flere ændringer. Vi har brug for åbenhed om, hvad der er gået galt, en grundig kvalitetssikring og en klar melding om, hvornår beregningsgrundlaget er solidt nok til at blive brugt til politisk regulering.
Så måske bør ministeren sætte hele processen på pause og give forskerne et fjumreår, indtil det faglige grundlag er solidt nok til at holde til fremtidens vind og vejr? Det må trods alt være bedre end at træffe politiske beslutninger på et grundlag, hvor vinden blæser i alle retninger.