Det var ikke længe, at politikernes løfte om tillid holdt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kommunerne står midt i implementeringen af en historisk beskæftigelsesreform, som er blevet til med løfter om mindre bureaukrati og mere tillid til både borgere og medarbejdere.

Samtidig skal man i gang med en systematisk gennemgang af 5.000 sager om førtidspension. Ikke en gennemgang af sager, hvor borgere venter på en afgørelse efter et langt afklaringsforløb – men sager, hvor de for længst er blevet tildelt en førtidspension, fordi de levede op til kriterierne. Ikke på baggrund af en konkret mistanke om svindel eller en formodning om en forbedring af borgernes arbejdsevne – men på papiret med afsæt i borgerens bopæl og i realiteten på grund af deres etnicitet. Det er mere bureaukrati og mindre tillid, og mens socialrådgivere på beskæftigelsesområdet afskediges som følge af besparelser, bruger man nu 42,6 mio. kr. på at gennemgå de 5.000 sager om førtidspension.

Det er penge, som kunne være brugt på socialfaglige indsatser, rehabilitering og støtte til borgere med komplekse problemer, så man kunne forebygge, at borgere får brug for en førtidspension. Der findes allerede regler, som gør det muligt at fratage en førtidspension, hvis grundlaget ikke længere er til stede, eller hvis der er tale om svindel. Problemet er derfor ikke kontrol. Problemet er, at man helt systematisk gennemgår tusindvis af sager uden en konkret mistanke.

For at skære absurditeten ud i pap, så forestil dig lige, at politikerne besluttede at gennemgå privatøkonomien hos 5.000 borgere i Hellerup, Gentofte og Rudersdal for at opspore økonomisk kriminalitet. Ikke fordi der var konkret mistanke mod den enkelte, men fordi man mente, at borgernes bopæl var mistanke nok. Det ville ikke have nogen gang på jord.

En førtidspension bliver ikke tilkendt af én medarbejder eller på baggrund af en mavefornemmelse. Den er resultatet af lange og grundige forløb med dokumentation, vurderinger, arbejdsprøvninger og sagsbehandling. Når 5.000 sager skal gennemgås, er det svært at se det som andet end en mistillid til de fagpersoner, som har haft borgernes sager i hænderne. Her tænker jeg ikke kun på socialrådgiverne, men på lægerne, som udarbejder lægeerklæringer. På psykiaterne og andre speciallæger, som laver udredninger og vurderinger. På fysioterapeuter og ergoterapeuter, som bidrager med vurderinger af funktionsevne, hjælpemidler og mulighederne for at kompensere for borgerens udfordringer.

Det er en mistillid, som står i stærk kontrast til den tillid, som vi var blevet lovet af politikerne bag beskæftigelsesreformen, og det får mig til at frygte, om reformens andre gode intentioner også kun har en stakket frist.