Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Erhvervsuddannede er ikke robotter, man kan købe i Elgiganten

Problemet med epx’en er ikke, at uddannelsen er dårligt konstrueret, men at man putter folk i kasser frem for selv at lade dem vælge.

August PontoppidanElektrikerlærling, klima- og miljøordfører, Liberal Alliances Ungdom, Måløv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg forestiller mig af og til, at der sidder en politiker på sin computer. Han klikker ind på Elgigantens hjemmeside og vælger her at tilføje 30.000 håndværkere og en robotstøvsuger til sin kurv.

Han skriver statens betalingsoplysninger ind og sætter flueben ved feltet “Postnord hurtig levering +29 kr.”

Det er meget normalt at bestille en robotstøvsuger eller plæneklipper på Elgiganten, men det bliver straks mere kompliceret, når man skal bestille 30.000 faglærte. For selvom drømmen er god, er det langt fra virkeligheden.

Jeg har i hvert fald aldrig set en robot male et hus, fejlfinde en elektrisk installation eller skille en bil ad og samle den igen.

Politikerne taler igen og igen om, hvor vigtigt det er, at flere mennesker vælger erhvervsuddannelserne, og om hvordan de mangler varme hænder for bl.a. at kunne fuldføre deres visioner om den grønne omstilling, men samtidig lukker de de selv samme uddannelser, der skaber dygtige elektrikere, tømrere og murere.

For den skræmmende sandhed er, at vi kommer til at mangle faglærte, om vi vil det eller ej. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd estimerede i 2021, at vi i 2030 vil mangle cirka 99.000 faglærte. Jeg ser helst, at vi kommer i mål med den grønne omstilling og når Danmarks klimamål.

Men som samfund må vi spørge: Skal politikernes visioner koste 99.000 mennesker drømme?

Det synes jeg ikke. Man bør gøre erhvervsuddannelserne attraktive, ikke tvungne. I takt med at epx indføres, hæves det adgangsgivende karakterkrav på de gymnasiale uddannelser, og det medfører, at en større gruppe elever ender på epx, hvor karakterkravet kun er 2.

Jeg læser selv til elektriker (eux) på TEC Frederiksberg og har store visioner om at videreuddanne mig til ingeniør inden for en ingeniørkunst, der skal være med til at bygge den grønne fremtid.

Men man har fra politikernes side valgt at lukke min uddannelse fra 2030 i takt med epx-reformen.

Det kommer til at have betydning for de unge, der gerne vil kombinere en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse. Det, der lige netop giver gode muligheder for at læse videre til f.eks. ingeniør eller maskinmester.

Det er ærgerligt, at man vælger at lukke uddannelser, der i stigende grad ser flere og flere elever, der starter hvert år. På min årgang var vi 160 elever fordelt på seks klasser.

Og det tal er steget årgang for årgang, siden jeg begyndte på min uddannelse for et år siden. Men alligevel vælger man at lukke eux, så man kan indføre den nye epx. Det irriterer mig grænseløst, at politikerne fremstiller epx’en som den hellige gral af uddannelser.

Problemet med epx’en er ikke som sådan, at uddannelsen er dårligt konstrueret, for det er den bestemt ikke. Problemet er, at man putter folk i kasser frem for selv at lade dem vælge.

Et godt uddannelseslandskab består efter min mening af mange forskellige uddannelsesveje, så alle har mulighed for at finde lige netop den uddannelse, der passer til dem.

De mennesker, der skal bygge vores fremtid, bliver behandlet som robotter fra Elgiganten. Politikerne putter unge i kasser, men ville i virkeligheden ønske, at de kunne pakke dem ud af papkasser, tage et hurtigt kig på deres brugsanvisning og trykke på deres on-knap.

Jeg er helt enig i, at det ville være lettere, hvis man kunne skrive 30.000 navne ind i et regneark og kalde det en dag. Men det er ikke virkeligheden.

Jeg er elektrikerlærling, ikke et udfyldt felt i et regneark eller et produkt i Elgiganten.