Kig op, følg med lige nu: Kameraet gør os til turister i eget liv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På mit køleskab hænger der minder. På et billede står jeg til gymnasiefest i stift jakkesæt med den langhårede Kasper og på adskillige andre med min kæreste og vores familier.

Jeg elsker at se på dem og tænke tilbage. Men der er noget, der i tiltagende grad nager mig ved billeder i dag: at det at tage et billede kan komme til at fylde alt for meget.

Når det, at man “lige skal have et billede”, pludselig fylder mere end det nærvær og den stemning, billedet skulle forsøge at indfange.

Når folk prøver at proppe en hel koncertoplevelse ned i deres kameratelefon for at “gemme” det, så mister de noget. De kommer på afstand af oplevelsen i stedet for at være en del af den. Måske fordi det at sige, at man har været af sted – og vise på det på sociale medier – synes vigtigere end at have været til stede.

Jeg er med på, at telefonen kan give finurlige detaljer om oplevelsen: Sådan så det ud, det var den og den dato ned til det eksakte klokkeslæt, og lur mig, om den ikke også kan give den præcise gps-lokation.

Men når du ser tilbage på billedet: Kan du mærke følelsen, stemningen gav dig? Dufte den? Kan du mærke, at du tog af sted for noget mere end blot at sige, at du var der? Hvis ikke, så har billedet måske kostet for meget.

Sociologen Hartmut Rosa har et herligt begreb for det. Han kalder det for »resonans-kapital«.

Den er med til at sætte ord på, at når vi bevidst forsøger at fastholde et øjeblik med vores kamera, så bliver vi så optagede af at ville bevare stemningen, at nærværet går tabt.

Ved at prøve at tvinge verden til at tale til os bliver den i stedet stum. Jo hårdere, vi forsøger at holde fast i sandet i hånden, des mere glider det ud af vores greb.

Jeg er ikke imod at tage billeder – tværtimod; det vidner mit køleskab tydeligvis om.

Men hvis det bliver det centrale i stedet for stemningen og nærværet i sig selv, ja, så bliver vi turister i vores eget liv.

Nogen, der blot er på besøg i stedet for at møde verden med en deltagende åbenhed.

Vi bliver nogen, der står uden for det, som vi egentlig bør være en del af.

Ville det ikke være synd?