Tænk, hvis FN blev brugt til at holde snor i verden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Viljen til at være en del af det globale fællesskab i FN er tydeligvis lav i øjeblikket. USA, Rusland, Kina m.fl. mener tydeligvis, at deres ønsker skal have forrang for kollektive hensyn. Trump har sat ord på denne tankegang med sine udtalte ønsker om f.eks. at indlemme Canada og Grønland, mens Putin vil have Krim og Donbas med i Rusland. Andre statsledere har været mere diskrete om deres magtpolitiske dagsordener.

Alverdens lande har ellers tilsluttet sig FN-Pagten fra 1945 om at søge en regelbaseret verdensorden, hvor væbnet magt kun skal anvendes i fælles interesse. Grænsernes ukrænkelighed, medlemsstaternes ligeberettigelse og respekt for menneskerettighederne er ligeledes vigtige principper, som danner grundlag for især arbejdet i FN’s Sikkerhedsråd.

Det selvsamme sikkerhedsråd, som Danmark aktuelt er medlem af, har i en række sager kunnet se voldsomme begivenheder udspille sig – og har kun kunnet tage stilling på bagkant.

Måske naivt, men tænk, hvis Rusland på et tidligt tidspunkt havde bedt FN’s Sikkerhedsrådet om at forholde sig til grænsedragningen mellem Rusland og Ukraine med påstand om, at etniske russere i f.eks. Donbas blev diskrimineret, og at visse områder måske burde høre under Rusland. Så kunne sikkerhedsrådet have vurderet forholdene ud fra internationale principper og, hvis der var noget at komme efter, pege på løsninger, som kunne accepteres af begge parter.

I stedet valgte Rusland, permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, krig og invasion – med en ufattelig høj pris i menneskeliv og materiel til følge.

Måske lige så naivt, men tænk, hvis Venezuela for længst var blevet en alvorlig sag i sikkerhedsrådet. Så kunne USA her fremføre sin påstand om, at Venezuelas regering gav kriminelle frie hænder til at bruge landet som base for indførelse af narko til USA. Nabolande kunne også have påpeget over for sikkerhedsrådet, at Venezuela påfører dem helt urimelige byrder med millioner af flygtninge – primært skabt af en inkompetent og uansvarlig regering.

Fremfor at gå til sikkerhedsrådet har USA i stedet valgt den militante vej, dels at beskyde formodede narkotransporter til søs med mange dræbte til følge, dels at kidnappe præsident Maduro ved en aktion, hvor over 80 venezuelanere blev dræbt. Efterfølgende er der indgået en for USA meget fordelagtig olieaftale med den USA-støttede fungerende præsident. En langtidsholdbar fremgangsmåde i verdens fælles interesse? Næppe! Mon ikke medlemmerne af FN’s Sikkerhedsrådet i fællesskab kunne have gjort det bedre?

Jeg kan sagtens gøre listen over eksempler, hvor FN, her især sikkerhedsrådet, kunne bruges som alternativ til krigsførelse, meget længere. Tror dog, at de to eksempler er tilstrækkelige til en refleksion over, om vi ønsker os en verden, hvor stærke lande ensidigt udøver vold, eller om vi ønsker et stærkt globalt fællesskab?

Svaret bør være indlysende, men forhindres af mænd og stater med store egoer.