Fingrene væk fra traditionsrige fakulteter, Københavns Universitet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Københavns Universitet har i mere end 500 år været en af de vigtigste institutioner i Danmark. Her har generationer af jurister og teologer fået deres uddannelse og været med til at forme Danmark.

Det er en beslutning, jeg som jurastuderende på Københavns Universitet finder både ærgerlig og bekymrende. For jura og teologi er ikke blot to fag blandt mange. De har hver deres særlige videnskabelige traditioner og en betydning for det danske samfund, der rækker langt ud over universitetets mure.

Juraen er uløseligt forbundet med vores retsstat. Det er her, vi uddanner de jurister, som skal værne om retssikkerheden, forvalte vores love og sikre, at den offentlige magt udøves inden for rettens rammer. Jura er samtidig en selvstændig videnskabelig disciplin med sin egen metode, der på væsentlige punkter adskiller sig fra de øvrige samfundsvidenskaber.

Teologien har på sin side en særlig plads i vores historie og kultur. At vi fortsat har stærke, selvstændige teologiske forskningsmiljøer og uddannelser, er ikke blot et kirkeligt anliggende, men også et spørgsmål om at bevare og videreføre en væsentlig del af vores kulturarv.

Universitetets ledelse begrunder ændringerne med et ønske om en mere hensigtsmæssig organisering og styrket faglig ledelse. Det er naturligvis legitime hensyn, men de udgør ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse for at ophæve to velfungerende fakulteters selvstændighed.

Man kan indvende, at jura og teologi også på andre universiteter fungerer udmærket som et institut under et samfundsvidenskabeligt fakultet. Det er rigtigt. Men at én organisationsform fungerer andre steder, betyder ikke, at man behøver ændre en ordning, der allerede fungerer på Københavns Universitet.

Det er heller ikke sikkert, at de studerende vil mærke nogen nævneværdig forskel, når sammenlægningerne gennemføres. Studieordningerne ændres ikke, og undervisningen fortsætter. Men det er efter min opfattelse at anlægge et alt for kortsigtet perspektiv.

På sigt kan det få betydning, at jura og teologi ikke længere har deres egne fakultetsledelser, men i stedet bliver små fagområder i to større fakulteter. Begge risikerer at få en rolle som lillebror, når der skal træffes beslutninger og prioriteres. Det kan føre til, at deres særlige videnskabelige traditioner og behov gradvist får mindre opmærksomhed, og at den selvstændighed, som har været med til at sikre deres faglige udvikling, svækkes.

Et universitet er trods alt mere end en administrativ organisation, der til enhver tid skal indrettes efter tidens forestillinger om effektiv ledelse. Det er også en institution, der har til opgave at bevare og videreføre viden, traditioner og faglige fællesskaber fra én generation til den næste.

Min bekymring er ikke blot baseret på en nostalgisk tanke om de to fakulteters historie, men på en anerkendelse af, at velfungerende institutioner har en værdi i sig selv, og at man bør være varsom med at ændre dem uden tungtvejende grunde. Københavns Universitet behøver ikke opgive to af sine mest traditionsrige fakulteter for at udvikle sig. Jura og teologi har hver deres særlige plads i danmarkshistorien og i vores samfund. Det bør de også have på landets ældste universitet.