DSB: De Sender Busser
Du skal få bedre styr på DSB, Flemming Jensen. Det er ikke for meget forlangt for den hyre, du oppebærer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som fast togpassager mellem Sjælland og Jylland har jeg efterhånden modtaget en pæn sum i rejsetidsgaranti. De penge havde jeg hellere undværet – for mit eneste reelle ønske er at nå frem til tiden.
For nylig strandede jeg på Slagelse Station på grund af en nedfalden køreledning ved Sorø. Beskeden til de ventende passagerer lød, at man forsøgte at skaffe en togbus, men at ingen vidste, om der overhovedet var ledigt materiel – vognmændene kørte måske folk til banko, lød forklaringen. Hvorfor findes der ikke et fast nødberedskab på de centrale knudepunkter, hvor køreledninger, signalfejl og sporarbejder gang på gang lammer trafikken? Denne gang slap vi nådigt, men jeg har tidligere tilbragt tre timer på perronen i Padborg, mens otte varslede busser lod vente på sig fra et udefinerbart sted – uden så meget som en enkelt stationsmedarbejder at henvende sig til. Og listen over årsager stopper ikke ved Banedanmarks infrastruktur.
På en anden tur sprang en togdør op under passagen af et modkørende tog. Heldigvis stod ingen i mellemgangen, for det kunne være endt fatalt. For nylig kostede en brand i en sikringsboks mig endnu en times forsinkelse. Og da jeg forleden nåede København og skiftede til S-toget, mødte jeg nye aflysninger. Forklaringen? Man var åbenbart blevet overrasket over, at en række lokomotivførere gik på pension samtidig.
Adm. direktør Flemming Jensen bærer det øverste ansvar for, at togene kører til tiden, og at tilliden blandt hundredtusindvis af daglige passagerer opretholdes. Han får rigeligt at se til – men det må man også med rimelighed forvente for den gage, han oppebærer.