Regeringens stramme udlændingepolitik stopper ved den dansk-tyske grænse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man lytter til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, kan man let få det indtryk, at regeringen viderefører en stram udlændingepolitik.

Men der er god grund til at stille et helt enkelt spørgsmål: Kan vi stole på, at de stramme ord følges op med handling?

Særligt i EU har vi nu i flere tilfælde set, at regeringen siger ét i Danmark for derefter at stemme noget helt andet, når det virkelig gælder.

At der føres en inkonsekvent linje, er ikke blot et problem for regeringens troværdighed, men en hæmsko for faktisk at løse de Europas migrationsudfordringer.

De fleste husker, da Ceuta blev overløbet af op mod 80.000 migranter. 141 mennesker mistede livet i forsøget, og situationen udviklede sig til en alvorlig krise for både lokalbefolkningen og myndighederne. Krisen er desværre langtfra ovre, og ifølge nogle estimater opholder der sig fortsat op mod 15.000 migranter på det lille område.

På den baggrund udtrykte Europa-Parlamentet solidaritet med Ceutas befolkning og krævede i stærke vendinger en fælles europæisk indsats for at beskytte de ydre grænser, sikre effektive tilbagesendelser og imødegå hybridtrusler.

Alt sammen synspunkter, der burde være genkendelige for enhver, der lytter til regeringen. Alligevel valgte Socialdemokratiets og Moderaternes medlemmer af Europa-Parlamentet at stemme blankt ved afstemningen, mens både Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stemte direkte imod den politiske holdning sammen med regeringens støtteparti Enhedslisten. Det er bemærkelsesværdigt, men det er bestemt ikke en enlig svale.

Også når det gælder stramninger af reglerne for tilbagesendelse af migranter uden lovligt ophold i EU, herunder muligheden for hjemrejsecentre i tredjelande, ser vi regeringens vaklen. Her gik både Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stik imod den politik, som regeringen forsøger at fortælle danskerne, at man forfølger.

Og senest i sidste uge, da der blev stemt om at fordømme Det Muslimske Broderskabs islamistiske infiltration af de europæiske samfund. Igen noget, som burde være en formsag at fordømme, når man lytter til regeringens snak. Men når det kommer til at sætte handling bag ordene, ja, så får piben en anden lyd. Igen stod regeringen fuldstændig splittet.

At man ikke kan stole på regeringens faste linje, når der skal tages stilling i EU, har helt konkrete politiske konsekvenser for Europa og dermed for Danmark og danskerne.

En effektiv udlændingepolitik starter ved Europas ydre grænser. At optrævle og reagere på islamistisk infiltration kræver grænseoverskridende samarbejde, og at hjemsende migranter, der ikke har ret til at være i Europa, kræver fælles beslutninger og fælles løsninger. Kun sådan kan vi for alvor sikre danskernes tryghed.

Næste store prøvelse for regeringens udlændingepolitik bliver, når det kommende EU-budget skal forhandles. Her er der lige nu lagt op til, at sølle 1,6 pct. af budgettet skal bruges til migration, grænsebeskyttelse og indre sikkerhed. Det mener vi ikke står mål med de udfordringer, som Europa står over for på dette område. Og vi håber, at regeringen ikke bare er enig med os, men denne gang faktisk handler.

For os handler en fast og konsekvent udlændingepolitik ikke om, hvem der kan bruge den stærkeste retorik eller finde de hårdeste formuleringer. For os handler det om at turde træffe konkrete beslutninger og følge sine ord op med politisk handling. Det gælder i Danmark såvel som i EU.

Desværre ser regeringen indtil videre anderledes på det og efterlader den stramme linje ved den dansk-tyske grænse.