Regeringen risikerer at udsulte byerne for vigtig arbejdskraft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er efterhånden en velkendt sandhed, at boligpriserne i og omkring de store danske byer er steget med raketfart. Så meget, at det er de færreste danske lønmodtagere, der i dag kan betale det, en ejerlejlighed i de store byer kræver.

Laver man for eksempel en hurtig søgning, finder man ud af, at en gennemsnitlig standardlejlighed i København på 79 kvm koster omkring 5,9 mio. kr. I Aarhus skal man smide omkring 4 mio. kr. for samme antal kvadratmeter. Tyg lige på det.

Det er med dette som økonomisk bagtæppe, at regeringen nu lufter tanken om at indføre såkaldte velfærdsboliger til pædagoger, sygeplejersker, politimænd og andre offentligt ansatte, hvis lønninger langtfra strækker sig til en husleje i København eller Aarhus.

Følger man regeringens argumentation, er det nødvendigt med nogle særligt billige boliger til disse faggrupper, så de store byer fortsat kan tiltrække kompetent arbejdskraft til vores skoler, børnehaver og politistationer.

Det er en meget sympatisk tanke, som også langt hen ad vejen giver rigtig god mening. For selvfølgelig må velfærden ikke komme til at halte efter i de store byer.

Men de offentlige velfærdsfag er ikke de eneste, der kommer til at mangle arbejdskraft de kommende år, hvis boligpriserne fortsætter deres himmelflugt.

I handelsbranchen står vi også med den udfordring, at der er mange ansatte, der ikke længere har råd til at bo i den by, de arbejder i.

Boligpriserne i de store byer er simpelthen steget med så voldsom en hast, at deres lønudvikling ikke har haft en chance for at følge med. For eksempel vil en lejlighed, der grænser op til København eller Aarhus, være fuldstændig uden for rækkevidde for en helt almindelig butiksansat. Det kan næsten kun lade sig gøre, hvis man bor i en af de få attraktive almene boliger eller har anden formue på hånden.

Nu er der sikkert mange, der vil indvende, at det er vigtigere, at vi har sygeplejersker boende i byen til at passe de syge end handelsansatte til at stå i butikkerne.

Men så let kan man ikke stille regnestykket op. For en velbalanceret by skal kunne rumme begge dele. En by har nemlig også brug for butikker, supermarkeder, kontorer og en lang række andre private arbejdspladser, hvis den fortsat skal kunne køre rundt og være et attraktivt sted at bo i. For et levende handelsliv er både med til at skabe sammenhængskraft, udvikling og vækst i byerne.

Og det er netop butikkerne, der bidrager med liv og livskvalitet for dem, der bor der. Forestil jer selv, hvor meget af glansen der ville gå af byer som Aarhus og København, hvis handelsgaderne lå øde hen på grund af mangel på arbejdskraft?

Jeg så derfor gerne, at regeringen udvidede sit fokus i sin boligpolitik, så det ikke kun var de offentligt ansatte, der fik en hjælpende hånd til at finde en billig bolig i de store byer. For vi løser ikke boligkrisen og byernes problemer ved kun at hjælpe nogle udvalgte offentlige faggrupper ind i den lukkede boligfest.