Børn og foreningsliv må ikke betale prisen for manglende kommunal udligning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det bliver meget sværere at gå til håndbold.

Sådan siger et 10-årigt barn fra Østofte Hillested Håndboldklub i en video, der er sendt til politikerne på Christiansborg.

Børnene protesterer mod, at Lolland Kommune har besluttet at lukke Østofte Skole og samtidig spare driften af Østoftehallen på Lolland væk, og at den lokale håndboldhal derfor står til lukning til sommer.

Det er skræmmende, at vi er nået dertil, at børn råber op med en reel frygt for, om de fortsat kan gå til sport. Det skal vi tage alvorligt.

For en håndboldhal er altså ikke bare fire vægge og en post i et driftsbudget. Det er et sted, hvor børn mødes, hvor forældre engagerer sig, og hvor lokale fællesskaber vokser. Lukker hallen, er eneste konsekvens ikke, at kommunen sparer penge. Vi risikerer også at spare et fællesskab væk, og at både børn og voksne stopper med at dyrke sport. Det er det Danmark, vi kender og elsker, som risikerer at blive ramt.

Jeg forstår godt, at Lolland Kommune er nødt til at træffe svære beslutninger. Kommunens økonomi er presset, og når befolkningstallet falder, bliver det sværere at få pengene til at række. Udover Østoftehallen har kommunen besluttet at spare driften af yderligere to sportshaller væk.

Det klinger derfor hult, når regeringen på det ene pressemøde efter det andet taler om et Danmark i balance. Det er på tide, at der fra Christiansborg tages et reelt ansvar.

I Venstre ser vi frem til, at en større udligningsreform kan sikre bedre økonomi i de hårdt trængte landkommuner. Men vi kan først forhandle reformen, når en større analyse af udligningssystemet lander i slutningen af 2027.

Indtil da bør vi sikre livet i håndboldhaller og lignende lokale fællesskaber med statslige midler. Det kunne være ved at give flere penge til landdistriktspuljen, der år efter år er kraftigt overansøgt, men vi er også åbne for andre muligheder. Det vigtige er, at de lokale fællesskaber ikke dør.

For Lolland har som kommune nogle helt særegne udfordringer. Men de står langtfra alene med omfattende spareplaner, og flere udkantskommuner risikerer at skulle lukke sportshaller og fritidsaktiviteter, hvis ikke vi sætter ind fra Christiansborg. Det er kommuner, hvor der er langt mellem borgerne, hvor skattegrundlaget er presset, og hvor det bliver dyrere at opretholde både skoler, veje, fritidstilbud og lokale fællesskaber.

De udfordringer skal afspejles bedre i den måde, vi fordeler pengene mellem kommunerne, hvis vi fortsat vil have liv i landdistrikterne.

Det handler ikke om at udskrive en blankocheck. Og det betyder heller ikke, at enhver hal skal bevares for enhver pris. Men vi skal passe på med kun at se på, hvad en hal koster at drive. Vi skal også se, hvad det koster, når børn stopper til idræt, når frivilligheden forsvinder, og når et lokalt samlingspunkt lukker.

10 kilometer til en anden håndboldhal er måske ikke langt på et landkort. Men for et barn uden egen bil kan det være forskellen på at gå til håndbold og sidde på værelset og spille computer.

DBU kom for nylig med en analyse, der viser, at hver breddefodboldspiller bidrager med omtrent 5.600 kr. til Danmarks årlige omsætning, og at breddefodbold årligt sparer samfundet for omtrent 1 mia. kr. i sundhedsomkostninger forbundet med fysisk inaktivitet. Uanset om vi snakker fodbold, håndbold eller gymnastik, så giver det enorme samfundsgevinster, når både børn, unge og voksne dyrker sport og engagerer sig i det lokale foreningsliv.

I Venstre vil vi et Danmark, hvor det ikke er postnummeret, der afgør, om børn har adgang til stærke fællesskaber. Derfor skal vi ikke bede Lolland og andre udfordrede kommuner om at løse et strukturelt problem alene. Vi skal give dem bedre økonomiske rammer.

Vi skal lytte til børnene fra Østofte. Det er sådan, vi holder liv i hele Danmark.