Medansvar for systemet kan reparere tilliden hos borgerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvor er det skønt at læse et indlæg på debatsiderne, som i sin kritik samtidig søger konkrete løsninger på emnet.

Personligt sad jeg tilbage med forundring over de forslag til en anden ejendomsvurdering, som Peder Juhl Madsen fremlagde i sit indlæg i JP 10/10. Han skriver: »Sæt vurderingen fri, gør den offentlige vurdering ”vejledende” – og lad så de enkelte ejere af fast ejendom, herunder huse, ejerlejligheder, sommerhuse, erhvervsejendomme på selvangivelsen selv anføre den værdi, de mener er den ”rigtige”.«

Kan staten virkelig lade boligejerne selv fastsætte værdien af deres ejendoms- og grundværdi, tænkte jeg, men efter lidt omtanke og selvindblik slog det mig, at min skepsis byggede på mistro til mig selv og mine medborgere og en tro på, at statens kontrol er nødvendig for at opnå retfærdighed.

Det fantastiske ved Peder Juhl Madsens forslag er, at det giver ejerne et medansvar for en korrekt, reel vurdering. De får hjælp fra Vurderingsstyrelsens ”forslag”, men kan selv ændre det, eventuelt med hjælp fra ejendomsmæglere. Systemet kendes til en vis grad allerede i Norge.

Fører det til snyd? Næppe, for en dag skal huset sælges, og så viser den konkrete handelspris sig. En for lav værdisætning vil føre til en skatteregning.

For mig står et problem dog stadig tilbage, nemlig beskatningen af grundværdier. Kan ejeren selv, kan ejendomsmæglere, kan nogen reelt vurdere prisen for en grund, hvor der er opført et hus?

Meget tyder på, at Vurderingsstyrelsen her har sit største problem. Grundsalgene er få og spredte, og der sælges stort set ikke små rækkehusgrunde.

Engbergudvalget, der i 2014 kom med forslag til en ny vurderingslov, konkluderede i en større analyse, der udmundede i forslag til en ny vurderingsmodel: »Udvalget anbefaler, at grundværdien for parcelhuse og rækkehuse fremover skal udgøre en fast andel af den samlede ejendomsværdi … men fastsættelsen af andelen vil være resultatet af en administrativ eller politisk beslutning, som ikke for den enkelte ejendom baserer sig direkte på markedsdata som individuelt handlede, ubebyggede grunde, men på gennemsnitlige markedsdata om samlede ejendommes handelspriser.«

Ved at fastsætte lokale/kommunale andelsprocenter for grundenes andel af ejendomsværdien vil man kunne sikre sig en rimelig fordeling mellem landsdele, hvor billige/dyre, forskellige ejendomstyper som rækkehus og parcelhus vil blive behandlet ens, og vi vil undgå de groteske vurderinger, hvor grundværdien vurderes til 80-100 pct. af ejendomsværdien.

Skeptikere kunne indvende, om grundenes potentielle værdi herved falder bort, men dette vil enten ikke være tilfældet eller blive åbenbaret, når den endelige opgørelse finder sted ved salget af hele ejendommen, og en uset fortjeneste vil så kunne beskattes. Det danske tinglysningssystem fungerer som en perfekt opgørelsesstation.

Et stærkt argument er, at en eventuel restancebetaling af ejendomsskat/grundskyld finder sted, samtidig med at der indbetales penge for salg. Her må staten/kommunen sikres førsteprioritet.

Både stat og kommune får de løbende indtægter til deres budgetter, om end indtægterne årligt kan svinge middelmådigt i forhold til det samlede ejendomssalg og dermed korrektioner af ”selvvurderinger”, men langt vigtigere end økonomi er, at borgerne får medejerskab og dermed medansvar for systemet, og systemet kan ad denne direkte vej igen opnå tillid hos skatteyderne, og afmagten hos de samme bliver ændret til medindflydelse og ansvarlighed.