Mine børn har brug for at bo hjemme – og for at blive selvstændige
At fjerne mine børns SU risikerer at gøre dem mere afhængige af mig på et tidspunkt, hvor vi forsøger at øve det modsatte.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når regeringen med finanslovsforslaget for 2027 vil fjerne SU’en for en gruppe hjemmeboende unge, savner jeg en diskussion om, hvad støtten betyder ud over kroner og øre i familiens budget.
For nogle unge er SU også en mulighed for at øve sig i at være voksen.
Jeg er mor til tre børn. Mine tvillinger er 17 et halvt år, og begge har autisme og adhd. De går på efterskole, hvilket jeg aktivt har støttet dem i. De har brug for at modnes, få erfaringer uden for hjemmet og øve de færdigheder, som et voksenliv kræver.
For dem er det at blive voksen både spændende og overvældende. For den ene er det til tider ligefrem skræmmende. Der er så meget, man forventes at kunne, og meget af det kræver mere tid og støtte, end det gør for andre unge.
Jeg forventer derfor, at de får brug for at bo hjemme i længere tid, mens de uddanner sig. Hvilken uddannelse de kan gennemføre, ved vi endnu ikke. Et fritidsjob ved siden af vil heller ikke nødvendigvis være muligt. Uddannelsen og det at få hverdagen til at fungere kan i sig selv kræve alle deres kræfter.
De er velkomne hjemme, så længe de har brug for det. Men jeg ønsker samtidig, at de gradvist får mere ansvar for deres eget liv.
Her kan SU gøre en konkret forskel: At have penge på sin egen konto. At lægge et budget, prioritere, spare op og erfare, at pengene skal række. At kunne træffe nogle beslutninger uden først at skulle spørge sin mor.
Jeg kan hjælpe dem med at administrere deres økonomi. Men det er noget andet, end at jeg skal være den, der bevilger pengene.
Min indkomst fortæller ikke, om mine børn kan klare et fritidsjob, flytte hjemmefra eller håndtere voksenlivets krav. Og selv hvis jeg kan forsørge dem, erstatter det ikke den selvstændighed, der ligger i at have sin egen indkomst.
Har regeringen undersøgt, hvad forslaget vil betyde for unge, der bliver boende hjemme på grund af en funktionsnedsættelse? Hvordan vil man sikre, at de også får mulighed for at tage små skridt mod økonomisk selvstændighed?
Jeg beder politikerne om at bevare den mulighed – også for unge, hvis vej ind i voksenlivet er længere og mere krævende.
Mine børn skal støttes i at blive så selvstændige, som de kan. At fjerne deres SU risikerer at gøre dem mere afhængige af mig netop på det tidspunkt, hvor vi forsøger at øve det modsatte.