Det portræt er ikke værdigt for den avis, jeg kender
Kaffen røg galt i halsen, da jeg læste portrættet af Søren Gade.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hver morgen starter jeg med at læse Jyllands-Posten. Også i tirsdags. Jeg må indrømme, at jeg helt ærligt troede, det var Ekstra Bladet eller måske Se & Hør, jeg læste i, og ikke JP, da jeg læste portrættet af Søren Gade. Jeg har aldrig læst magen til nedgørelse. Alt sammen baseret på anonyme udsagn. Og helt ensidigt vinklet. Er JP sunket ned på det niveau?
Det er fair med en artikel om Søren Gade og andre medlemmer af Folketinget. Men få lige proportionerne på plads. Det er helt ved siden af. Jeg er sikker på, at man på journalistuddannelsen lærer om troværdighed, og at man skal sørge for at få begge sider af en sag frem. Det kræver en undskyldning i avisen, ikke blot et par korrektioner. Jeg får en grum mistanke om, at Gade skulle jordes, koste hvad det vil. Jeg er skuffet over, at det er kommet hertil.