Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tanken om, at vi kun skal være selvforsynende, er udtænkt af folk med skyklapper og høreværn

Det er uendeligt naivt at mene, at et af verdens bedste fødevareproducerende lande kun må producere til eget forbrug.

J. Nørskov OlesenRådgiver i planteavl, deltidslandmand, Skals

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I vores rige samfund, opbygget af dygtige og flittige erhvervsdrivende, godt hjulpet af stabile og veluddannede ansatte, har samfundsdebatten i de senere år ændret sig voldsomt.

Det nyeste eksempel er et af vores ældste erhverv – landbruget, som nu synes at bære ansvaret for alle dårligdomme og ulykker. Debatten herom trækkes skævt, eftersom kun en lille del af almindelige menneskers budget drejer sig om anskaffelse af fødevarer. Der er mange eksempler på det ensidige fokus på landbruget, når det gælder CO2 – kvælstof – drikkevand m.m.

Her nævnes nogle: 1. Når en ko bøvser og udleder CO2, er det meget farligt og uhensigtsmæssigt. Når Københavns Lufthavn jævnligt slår ny rekord i passagerantal, og antallet af charterrejsende og krydstogtspassagerer stiger stejlt, klapper alle i hænderne.

2. Når landbruget udleder overskudskvælstof til vandmiljøet, er det nærmest en katastrofe. Når der snakkes spildevand – dækstøv- vejsalt m.m., forties dette helt, eller man bliver oplyst om, at tallene ikke egner sig til offentliggørelse.

3. Når det gælder drikkevand, er der ensidigt fokus på landbrugets forbrug af plantebeskyttelsesmidler. Ingen nævner PFAS fra vask af tekstiler, galvaniserede autoværn, triazoler fra maling og træbeskyttelsesmidler, medicinrester m.m. Og hvorfor spørger ingen ind til vores utallige gamle lossepladser, eller om hvorfor man ikke borer efter vand under de store byer.

4. Når det gælder dyrevelfærd, er kun landbruget i fokus – i enkelte tilfælde velbegrundet – men ingen tænker i retning af lystfiskeren, der efter at have kroget en fisk, hvis kamp for livet jo er spændende, finder fangsten for lille, trækker krogen ud med vold og smider fisken tilbage i vandet til måske overlevelse.

5. Ingen nævner, hvad der har fundet sted i de sidste 50 år, f.eks. en næsten halvering af kvælstofforbruget – mere end halvering af antallet af køer eller mere end en fordobling af befæstede arealer.

Mange flere kan nævnes, men fælles for dem alle er, at de foranlediger den nye ensidige og naive tankegang. Et eksempel er tanken om, at vi f.eks. hvad angår kød, kun lige skal være selvforsynende, intet til eksport.

Disse tanker er opstået blandt skyklap- og høreværnsudstyrede venstrefløjspolitikere, dog ikke afvist af et stort antal naive og stemmefiskende borgerlige.

Vi er i Danmark blandt de dygtigste i verden til at producere kød, delvist fordi vi har de rigtige forudsætninger herfor, hvorimod andre fødevarer ikke kan produceres herhjemme.

Hvis alle tænker på den nye måde og er sig selv nærmest, så har vi fået den sidste kaffe, te, kakao, appelsiner og bananer m.m. Derfor må vi håbe, at andre ikke bliver så rige som os og derfor af den grund ikke tillader sig denne tankegang.