Strafreformen må ikke ende som en skrivebordsøvelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da Folketingets partier i 2025 indgik aftalen om strafreformen, var der bred enighed om ét vigtigt mål: Danmark skulle bruge mindre varetægtsfængsling.

Nu, knap et par år senere, tyder meget på, at de politiske ambitioner aldrig har ramt virkeligheden.

Baggrunden var ellers klar. Gennem en årrække har Danmark fået kritik fra en bred kant – nationalt og internationalt (bl.a. EU-Kommissionen og FN’s torturkomité) for den omfattende brug af varetægtsfængsling og for de ofte meget lange forløb.

Varetægtsfængsling er fængsling, inden man har modtaget en endelig dom. Friheden fratages, familielivet sættes på pause, og konsekvenserne for arbejde, uddannelse og psykisk trivsel kan være betydelige. Det beskrives ofte som langt hårdere end ”rigtig” afsoning – fordi man sidder frihedsberøvet uden at kende tidshorisonten og under hårdere forhold.

Alle er derfor enige om, at varetægt bør begrænses, og derfor blev der med Strafreformen indført nye muligheder i lovgivningen – bl.a. øget brug af fodlænke i eget hjem og bedre muligheder for tidlig sikring af beviser.

Men syv måneder efter lovændringerne trådte i kraft, er der grund til bekymring.

En rundspørge blandt 140 forsvarsadvokater, som vi har gennemført, viser nemlig, at de nye redskaber stort set ikke bliver anvendt. Ingen af de adspurgte advokater har oplevet øget brug af varetægtsfængsling i eget hjem med fodlænke.

Kun 1 pct. har set mere brug af tidlig bevisførelse, som netop skulle gøre det muligt at forkorte varetægtsforløb. Og kun 4 pct. oplever, at forkortelsen af de maksimale varetægtstider har haft reel betydning for deres klienter.

Når nye muligheder eksisterer i loven, men ikke bruges i retssalene, hjælper de ikke de mennesker, de var tiltænkt. Det er et problem.

Forklaringerne kan være mange. Nye regler tager tid at implementere. Domstole, anklagemyndighed og forsvarere skal vænne sig til nye arbejdsgange.

Men når effekten efter syv måneder er så begrænset, er det rimeligt at spørge, om alle aktører gør nok for at bringe alternativerne i spil?

I forbindelse med Folketingets åbning har vi med stor tilfredshed noteret os, at regeringsgrundlaget indeholder nye ambitioner om at begrænse brugen af varetægt. Det hilser vi meget velkomment og ser frem til at få konkretiseret tiltagene.

Men i samme ombæring vil vi også sige til politikerne: Husk at tage ansvar for, at lovgivningen faktisk slår igennem ude i virkeligheden. Så de gode ambitioner hjælper de mennesker, de var tiltænkt.