Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Venstre blev lokket i en fælde

Fik Venstre noget som helst ud af deltagelsen i SVM-regeringen? Eller kostede deltagelsen Venstres troværdighed?

Torben Bach SørensenDebattør, Grenaa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Venstres retning bliver mere og mere utydelig. Cirka halvdelen af Danmarks befolkning bor uden for de 25 største byer, altså ca. 3.000.000 i ca. 1.360 byområder, de mindre provinsbyer, landsbyer eller landdistrikter. Hvor Venstre engang havde sit bagland.

Nu krakelerer Venstre, fordi man fravælger sit bagland og i stedet vælger at følge københavnerregeringens mobning af danskere, der bor uden for de 25 største byer.

Som vedholdende kritiker af Venstres historiske vælgerbedrag under forrige valgkamp undrer det ikke mig, at Venstre havde en rygrad som en frustreret regnorm i SVM-regeringen. Senest afsløret i P1-programmet ”Akkurat” 4/10. Her sagde Moderaternes Mohammed Rona: »Det var sådan i SVM-regeringen, at når Moderaterne og socialdemokraterne blev enige, så fulgte Venstre med som sådan en sød hjælperytter – og bar vand til os.«

Det overrasker ikke mig.

Lysten til ministerbiler og den utroværdige valgkamp har slået fast, at Venstres motto ”Venstre ved man, hvor man har” i dag lyder utroværdigt. Et fantastisk motto, partiet aldrig kan bruge mere, uden at vælgerne trækker på smilebåndet.

Venstres ledelse påstår, at partiet aktuelt er på en rejse. Busrejse? Inden afgang glemte man imidlertid at sikre, at partiets bagland og vælgere købte billet til samme bus. Det er så trist.