Hvis kursen for skolen skal ændres, skal kulturen i og omkring skolen ændres

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis vi vil ændre kursen for folkeskolen, må vi zoome ind på skolekulturen og skabe en reel kulturændring.

Sideløbende kan vi tillægge ressourcer, to-lærere og klassestørrelser betydning, for det handler først og fremmest om et gearskifte. Ikke i tempo, men i alvor.

Det bliver helt sikkert sårbart, og det vil kræve, at vi – skoler, forældre og elever – kigger os selv i spejlet og peger pilen mod os selv allerførst.

Vi bliver nødt til at have to sprog i samtalen om skolefravær, så vi kan bevæge os i et spektrum inden for samtalen om fraværet. Et sprog for skolevægring og psykiske udfordringer, som naturligvis skal tages alvorligt, og hvor hjælpen skal prioriteres, men også et sprog for det generelle fravær, den skolekultur og det normskred, som faktisk optræder i stor grad i skolen, et normskred, som skal mødes med omsorg i form af “det bjerg kan du godt bestige” og en mindre grad af tålmodighed.

Vi har opbygget en fraværskultur, hvor skoledagen er til forhandling for et bedre tilbud. Det betyder, at nogle elever bakkes op af deres forældre til at tage på shoppetur, til frisør eller til negledamen.

Det er en falliterklæring, hvis skoledagen er til salg for et bedre tilbud eller kan tilsidesættes, når det bliver svært eller kedeligt. Der er skolernes og forældrenes ansvar at gøre skolen vigtig.

Pisa-opgørelserne fortæller os, at to tredjedele af eleverne har mødt for sent i skole i løbet af de seneste 14 dage. Derudover har en tredjedel pjækket inden for de seneste 14 dage. Og når 13.000 elever har mindst 50 dages fravær, har vi et ret tydeligt billede på vores fraværskultur.

Vi gør simpelthen vores samfund en bjørnetjeneste, hvis vi ikke kan rammesætte et spektrum for samtalen om vores fraværskultur, hvor den ikke altid har et udgangspunkt, som starter og slutter i skolevægring og diagnoser. Derfor må vi etablere sprog for begge ender af fraværsspektret og også drøfte det reelle normskred i fraværskulturen hos helt almindelige elever.

Denne drøftelse kan ikke finde sted, uden at vi taler om forældrenes ansvar. Jeg forstår godt, at det er sårbart, men jeg insisterer på, at skolen har en vigtig rolle i at hjælpe med at tydeliggøre for familierne, at de har et stort ansvar for, at deres børn møder i skole til tiden og generelt møder op.

Den vigtigste arena i børnenes liv er deres familie – det er deres base. Hvis vi ikke tillægger den arena meget stor opmærksomhed og betydning i samspillet med skolen, bliver det svært for os at ændre tilstanden af børns udbytte af deres skolegang.

Hvis børn ikke lærer at blive mødt af krav, normer og modstand hjemme i familierne, så er det helt oplagt, at det skaber konflikt, når barnet mødes af det i børnehaven og i skolen.

Skolens krise skal altså mødes med en kulturændring, hvor skolerne skal invitere forældrene ind i en ambitiøs og tydelig skolekultur, som rummer en tydelig afgrænsning af, hvad vi kan levere som skole, og hvad vi forventer, at skolens andre aktører samarbejder og bidrager med ind i skolens ramme.

Denne invitation skal forældrene stemple ind i. Lige nu er det blevet for nemt at kræve noget af fællesskabet uden at bidrage til det.

Vi må tage forældrene under armen og med tydelig autoritet vise, at skolen er for vigtig og god til, at eleverne bliver væk fra den. Ethvert vellykket fællesskab forudsætter, at alle parter yder en indsats. Derfor bliver fællesskabet ikke vellykket, hvis størstedelen af helt almindelige elever skal mødes af særkrav eller ikke behøver at dukke op.

Vi skal tage os selv som skole meget mere alvorligt og i samspil med familierne lære dem at gøre det samme.