En værdig og rolig død på hospice kræver den tid, det tager

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et samfund kendetegnes af, hvordan vi behandler vores svageste borgere. Her er de døende og deres familier nogle af de mest udsatte og belastede, som burde prioriteres meget højere i vores rige land.

Palliative teams, hospicer og specialiseret hjemmepleje er grundelementerne i at sikre alle en værdig og smertefri død uden unødvendig angst og lidelse.

Region Midtjylland har 63 hospicepladser fordelt på fem hospicer. Regionens egne analyser og tal har vist, at der årligt er fra 500 til tæt på 800 patienter, som opfylder kriterierne for et ophold, men som må afvises alene på grund af pladsmangel.

Derfor når kun halvdelen af de henviste at få en plads, og mange når alt for sent frem, så de dør inden for de første døgn uden at have modtaget alle de specialiserede tilbud, som de højt kvalificerede medarbejdere og frivillige tilbyder.

Et tiltagende problem er, at flere og flere udskrives fra hospice, fordi de ikke dør hurtigt nok. På landsplan regner vi med, at det i dag er 10-20 pct. af patienterne, der bliver udskrevet, fordi de får det bedre eller ikke dør hurtigt nok.

Som min gamle ven, der er døende af cancer, sagde, da jeg besøgte ham på Hospice Djursland i mandags: »Det er svært at dø på akkord, da døden tager den tid, den nu tager.« Og det burde vi have respekt for i vores samfund, hvor vi er flere læger, sygeplejersker, præster og borgere, der kæmper imod aktiv dødshjælp og i stedet vil arbejde på en værdig død, hvor den døende og de pårørende har valgmuligheder i livets sidste fase og ikke bliver vejet på en vægt hver 14. dag for at vurdere, om man er værdig til at forblive indlagt.

Tit har patienten og de pårørende stået med ukvalificerede medarbejdere fra den lokale hjemmepleje og fortravlede praktiserende læger, der ikke har tid til hyppige hjemmebesøg, inden man endelig fik en plads på hospice, så efter at have modtaget de specialiserede hospicetilbud er det en katastrofe for den døende og familien, når de skal tilbage til hjemmet og dø i et udsultet system efter at have fået en specialiseret pleje og behandling.

Kan vi som samfund leve med det pres, vi lægger på vores døende og deres pårørende om at dø hurtigt, eller skal vi give de få, der kommer på hospice, den tid, de har brug for, vel vidende at det gør, at andre ikke får tilbuddet?

Ja, vi kunne jo også vælge at fordoble antallet af hospicepladser, så vi fra at ligge på 37.-pladsen i verden efter lande som Ghana og Zimbabwe målt på vores pleje af døende kommer op blandt de fem bedste.