Det var specialklassen, der gjorde mig normal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg havde nok aldrig været dér, jeg er i dag, hvis ikke mine forældre havde turdet sende mig i en specialklasse. På grund af det valg fik jeg et pusterum, hvor jeg fik ro og støtte til at udvikle mig. En udvikling, der ændrede kursen for resten af mit liv i en bedre retning.

Jeg gik fra at være et barn i mistrivsel til et ungt menneske, der engagerede mig i demokratiet og de fællesskaber, det medfører.

Men den forandring krævede også en erkendelse af, at jeg ikke var lige så velfungerende som de andre børn i min klasse. Jeg var nødt til at blive sat uden for normalen, inden jeg kunne passe ordentligt ind.

Hvis vi vil have flere succeshistorier som min, bliver vi nødt til at se anderledes på, hvordan vi giver tilbud til vores børn og unge. For det er efterhånden en kendsgerning i den offentlige debat, at ikke alle børn passer ned i samme kasse, hvilket er helt rigtigt.

Men vi bliver også nødt til at se på, hvad vi kan tilbyde de børn, der ligesom mig ikke har det godt i en folkeskoleklasse, men som med lidt hjælp godt ville kunne.

For hvis det eneste andet tilbud, vi har til børn med brug for en hjælpende hånd, er at parkere dem på en specialskole, kan vi ende med at bremse udviklingen for den enkelte. Vi ender med præcis den samme kassetænkning – bare med omvendt fortegn.

Hvis vi for alvor vil kunne rumme de mange nuancer, vores børn og unge kommer i, er det ikke nok at sætte ord på forskelle. Vores skoler og tilbud skal være lige så forskellige som de børn, vi gerne vil have kommer til at trives i dem.

Her er det ikke nok at sende barnet i en klasse for de “velfungerende” eller “udfordrede” i en tro på, at den nye kasse er nok. Vi bliver nødt til at gentænke den måde, vi ser indretningen af vores skolesystem på.

Det kalder på et uddannelsessystem med flere lag. Vi skal have flere tidlige indsatser til dem, som har brug for mere hjælp, men ikke for meget. Til de børn, der kan meget selv, men af den ene eller anden grund ikke kan nok til at passe helt ind.

Den målgruppe skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at den ikke bliver tabt. Det vil både kunne spare på den offentlige økonomi, da tilbuddet er mindre ressourcekrævende, og det vil også kunne spare det enkelte barn for en masse dårlige oplevelser.

Jeg skylder i høj grad det liv, jeg har i dag, til de dygtige pædagoger, der passede på mig, dengang jeg havde det svært.

Netop derfor er det så vigtigt, at debatten om mistrivsel ikke kun fokuserer på forskellighederne i det enkelte barn, men også husker på, at tilbudsviften skal følge med.