Ai slukker ikke min hjerne. Den giver mig en stemme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden læste jeg en artikel, der påstod, at vi slukker hjernen, når vi bruger kunstig intelligens. Det lyder måske meget klogt. Men som ordblind må jeg sige: Det er også en ret privilegeret måde at se på teknologi.

Jeg er ordblind. Gennem de seneste år har jeg skrevet en lang række debatindlæg. Mine holdninger er mine. Mine argumenter er mine. Mine tanker er mine. Men mine stavefejl? Dem får jeg hjælp til. Jeg bruger kunstig intelligens til at rette det, jeg har svært ved – ikke til at tænke for mig. Det betyder eksempelvis, at kommaet i denne sætning måske er rettet af ai. Og hvad er der egentlig galt med det?

Skal jeg lade være med at deltage i den offentlige debat, fordi jeg ikke altid kan sætte kommaet rigtigt? Det ville være lige så absurd som at bede en person med en benprotese om at lade være med at bruge den, fordi det ellers ikke er personen selv, der løber. Det er jo stadig personen, der løber.

På samme måde er det stadig mig, der tænker, skriver og tager ansvar for mine holdninger, selvom jeg får hjælp til at gøre teksten læsbar. Derfor synes jeg også, det er mærkeligt, når vi gør unge gymnasieelever til dumme mennesker, bare fordi de bruger ai.

Selvfølgelig skal vi diskutere, hvordan teknologien bruges. Selvfølgelig skal elever lære at tænke selv. Men vi skal passe på med at forveksle brugen af et hjælpemiddel med fraværet af selvstændig tænkning. For hvad er alternativet? At vi siger til ordblinde, mennesker med læsevanskeligheder eller andre, der har svært ved at formulere sig skriftligt: “Beklager. Du må hellere holde dig fra den offentlige debat, for det er åbenbart vigtigere at kunne stave perfekt end at have noget på hjerte.” Det køber jeg simpelthen ikke.

Jeg mener, vi skal bruge de hjælpemidler, der er til rådighed – også når det gælder demokratiet. Og derfor synes jeg, ai-debatten er blevet problematisk, når jeg næsten kan blive nervøs for at fortælle højt, at ai hjælper mig med at gøre mine tekster læsbare. For så kommer det næste spørgsmål: Er det så overhovedet min artikel?

Ja. For ai har ikke givet mig mine holdninger. Den har ikke fundet mine mærkesager. Den har ikke stået i et klasselokale som lærervikar og set de problemer, jeg skriver om. Den har hjulpet mig med at få mine tanker ud af hovedet og ned på papiret på en måde, andre kan læse.

Min mulighed for at deltage i demokratiet er derfor ikke blevet mindre af teknologien. Den er blevet større. Så måske skal vi stoppe med automatisk at kalde det dovenskab eller “at slukke hjernen”, når mennesker bruger ai. For nogle af os er ai ikke en genvej. Det er adgangsbilletten.