I kan beregne gevinsten – så mål dog støjen!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden blev jeg i medierne præsenteret for en analyse fra DTU, som konkluderer, at de tre nordjyske kommuner Thisted, Morsø og Jammerbugt har betydelig økonomisk gevinst af testcentret for store vindmøller i Østerild. Ifølge analysen giver testcentret en »gennemsnitlig lokal værdiskabelse« på 58,3 mio. kr. og en beskæftigelseseffekt på næsten 66 fuldtidsstillinger.

At DTU planter denne ”nyhed” netop nu, er næppe tilfældigt. Inden længe skal der træffes beslutning om en mulig udvidelse af det eksisterende testcenter, og man kan have en interesse i at tegne et positivt billede.

Det interessante er imidlertid, hvor sikkert gevinsterne kan gøres op, mens det tilsyneladende er langt vanskeligere at få undersøgt de gener, vi naboer oplever. I tre år har vi kæmpet for at få gennemført reelle undersøgelser af, hvordan testcentret påvirker de mennesker, der bor omkring det.

Jeg har gennem de seneste tre år klaget til Thisted Kommune, som er tilsynsmyndighed, over 50 gange. Mine klager bliver gang på gang blot sendt videre til DTU, som driver det testcenter, jeg klager over.

Således fik jeg eksempelvis den 19. maj via kommunen en tilbagemelding fra DTU med spørgsmål om, hvorvidt støjen var »vedvarende eller periodisk«, og om der var tale om »hvislelyde, rumlen mv.«.

Det er ikke første gang, vi naboer bliver bedt om selv at beskrive og kategorisere støjen. En gruppe berørte borgere blev indkaldt til et møde hos DTU, hvor vi blev bedt om at føre dagbog og notere, om vi hørte rumlen, hvislen, ”viu-viu”-lyde eller noget fjerde.

Ved samme lejlighed fik vi at vide, at årsagen til, at vi især oplever gener om aftenen, natten og i weekenderne, sandsynligvis er, at møllerne testes dér, mens der arbejdes på dem i dagtimerne.

Hvis det er tilfældet, er paradokset åbenlyst: På stort set alle andre områder forsøger samfundet at beskytte mennesker mod støj om natten. Som nabo til et testcenter for nogle af verdens største vindmøller skal man tilsyneladende acceptere, at testaktiviteten netop kan være størst på de tidspunkter, hvor omgivelserne ellers er mest stille.

Kommunen har ansvaret for tilsynet med støjen. Min oplevelse er imidlertid, at myndighedstilsynet ikke fører til en reel afklaring af problemet. Det mest konkrete tiltag har været at sende en medarbejder ud for at lytte.

Nu nærmer tidspunktet sig, hvor Folketinget skal forholde sig til vurderingerne af konsekvenserne ved en mulig udvidelse af testcentret og endnu højere vindmøller.

Vi har boet ved testcentret i 15 år. Vores oplevelse er meget klar: Støjgenerne er blevet værre, i takt med at møllerne er blevet større. Derfor savner jeg en grundlæggende balance i debatten. Hvis man kan bruge tid og ressourcer på at beregne testcentrets økonomiske gevinst, bør man også kunne gennemføre uafhængige og grundige undersøgelser af, hvad testcentret betyder for de mennesker, der lever med konsekvenserne hver eneste dag?

Regnestykket for Østerild Testcenter for store vindmøller kan ikke kun have en indtægtsside. Det må også have en udgiftsside. Og på den står vi, der bor rundt om testcentret. Det kan godt være, at testcentret giver en økonomisk gevinst, og vurderingen af den slags gevinster må nødvendigvis bero på beregninger, antagelser og modeller. Støjen behøver vi derimod ikke gætte os til. Den kan måles.

Derfor er mit ønske egentlig ganske enkelt: Før Folketinget beslutter, om testcentret i Østerild skal udvides, så mål den faktiske støj hos os, der bor omkring testcentret. Ikke kun ved møllerne og ikke kun under ideelle forhold, men over en længere periode og under de vind- og driftsforhold, hvor vi oplever generne.