Fingrene væk fra SU'en: Familien er ikke statens hæveautomat
Når staten fjerner SU’en fra hjemmeboende unge, gør den dem mere afhængige af deres forældre – ikke mere selvstændige.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen vil fjerne SU’en for 81.000 hjemmeboende unge, hvis deres forældre tilsammen tjener mere end omkring 710.000 kr. om året.
Det bliver præsenteret som en rimelig målretning af SU’en. Men grundlæggende gør man unge mere økonomisk afhængige af deres forældre, alene fordi familien tjener lidt mere end en politisk fastsat grænse.
710.000 kr. i samlet årsindkomst svarer til knap 29.600 kr. om måneden før skat til hver, hvis to forældre tjener lige meget. Er det virkelig en familie med så god økonomi, at det er rimeligt bare at sende regningen videre? Det kan være to helt almindelige lønmodtagere med boliglån, transportudgifter og flere børn. En årsindkomst siger ikke nødvendigvis ret meget om, hvor mange penge familien faktisk har mellem hænderne.
Familien er et af vores vigtigste fællesskaber. Selvfølgelig har vi et ansvar for hinanden, og selvfølgelig hjælper forældre deres børn, når de kan. Men der er forskel på, at familier hjælper hinanden, fordi de ønsker det, og at staten på forhånd beslutter, hvor meget mor og far forventes at betale.
Når man fylder 18 år, bliver man myndig og får ansvar for sit eget liv. Derfor hænger det dårligt sammen, at vi på den ene side forventer, at unge bliver mere selvstændige, mens vi på den anden gør deres økonomi mere afhængig af forældrenes.
Hjemmeboendes SU er allerede indkomstafhængig. Unge fra familier med højere indkomster får ikke samme tillæg som unge fra familier med lavere indkomster. Nu vil regeringen også fjerne grundbeløbet for en stor gruppe. Det er måske ikke et stort beløb, men det kan betale transport, bøger og andre almindelige udgifter. Og nok så vigtigt giver det unge mulighed for selv at tage ansvar for en del af deres økonomi frem for at skulle gå til mor og far.
For mig er problemet derfor større end størrelsen på en SU-sats. Det handler om, hvilket princip vi ønsker: Skal unge mennesker gradvist stå mere på egne ben, eller skal deres forældres lønseddel i stigende grad afgøre deres økonomi? Familier skal have frihed til at hjælpe hinanden. Men vi skal passe på med at gøre deres ansvar for hinanden til en bekvem anledning for staten til at spare.