Energiselskab: Modstanden mod vindmøller trænger til et faktatjek

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 23/9 skriver Henriette Toftegaard og Heidi Lintrup fra Den Nationale Alliance mod vedvarende energi, at de ikke ser, at der er plads til vindmøller i de danske landdistrikter. De kritiserer måden, opstillingen af vedvarende energi sker på, samt betvivler, at vindmøller er miljø- og klimamæssigt forsvarlige at opstille. Det kræver et modsvar.

Vindmøller – og solcelleanlæg for den sags skyld – starter altid med en aftale med en lodsejer. Dvs. at vedvarende energi skal opstilles på privatejet jord, som stilles til rådighed af en landmand efter aftale med f.eks. os i Momentum som professionel vedvarende energi-udvikler. Det følger af grundloven § 73 stk. 1, at ejendomsretten er ukrænkelig, og på den baggrund er aftalegrundlaget mellem lodsejer og projektudvikler – to parter – altid udgangspunktet for et vedvarende energiprojekt.

I Danmark har vi derudover et veludviklet lovapparat, som beskytter interesser af forskellige karakter, herunder naboer til vedvarende energianlægs værdier og rettigheder. Det anerkendes med andre ord, at ændringer af et lokalområde finder sted, når et anlæg bliver opført, og at der derfor skal ske en beskyttelse af lokalområdet, herunder af folks ejendom. Det er i sin essens et spørgsmål om retssikkerhed.

Det er kun fair, at folk, som bor i nærheden af vedvarende energi, bliver tilgodeset for de eventuelle gener, et anlæg må medføre.

Derfor er det heller ikke muligt at opføre et anlæg, hvis der er huse tæt på en vindmølle, medmindre husejerne vil sælge deres ejendom til projektet.

Bor naboen lidt længere væk, kan vedkommende få værditabserstatning, ligesom nærhed til et anlæg udløser en skattefri bonus. Det kan lyde kringlet, men er rationelt stykket sammen, og interesserede kan finde udførlige vejledninger om reglerne hos Energistyrelsen.

Pointen er, at reglerne giver incitament til, at vedvarende energianlæg bliver udviklet på arealer, hvor de generer så få som muligt, og at de naboer, der må være i nærheden, ydes en privatøkonomisk beskyttelse.

Det fine ved ordningerne for naboer er derudover, at de tvinger opstillere til at stramme sig an med at lave gode naboprocesser, sørge for information og dialog og inddragelse af viden og særinteresser fra nærområder, som kun de lokale kender. Det garanterer ikke, at folk bliver glade for anlægget, men det giver grobund for en retfærdig proces, som vi i hvert fald i Momentum, som jeg repræsenterer, tager meget seriøst.

Med hensyn til miljø- og klimainteresser er Henriette Toftegaards og Heidi Lintrups bekymringer ubegrundede. Der er særdeles positive effekter for både miljøet og klimaet ved opstilling af vedvarende energi.

Der florerer megen viden, især på sociale medier, som er fejlbehæftet og skabt til at forvirre og skabe bekymringer. Jeg kan betrygge alle med, at der er store klimagevinster forbundet med opstilling af både solceller og vindmøller, og fordi de dækker større arealer, er især solcelleanlæg gode for natur og biodiversitet, ligesom de i tilgift beskytter vandmiljøet, som i disse år gisper efter vejret.

Bekymringer skal tages alvorligt, men det er vigtigt for mig at gå i rette med, når et debatindlæg bliver til misinformation. Jeg tager gerne diskussionen, men det forudsætter, at begge parter starter med at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden er.