Teknologi skal give os bedre tid til at være mere menneskelige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Digitalisering og teknologi har langt om længe fået en plads på samfundsdebattens øverste hylde. Det er godt – for hvis vi ønsker at bevare og udvikle vores velfærdssamfund i fremtiden, bliver vi nødt til at investere massivt i teknologi.

Vi bliver flere ældre. Manglen på arbejdskraft vokser. Opgaverne i sundhedsvæsenet, ældreplejen og den offentlige sektor bliver større og mere komplekse. Hvis vi skal kunne levere den samme kvalitet eller endnu bedre kvalitet om 10 og 20 år, skal teknologien hjælpe os.

Men midt i teknologibegejstringen er det vigtigt at huske noget helt grundlæggende:

Teknologierne kan hjælpe og understøtte os. De kan effektivisere processer, finde mønstre, beregne og gentage.

Nye ai-modeller kan måske finde digitale sårbarheder eller identificere et cyberangreb på få sekunder. Men de kan ikke skabe ro i en organisation, når medarbejdere er pressede og usikre, og omverdenen vil have svar omgående.

Det ses også tydeligt i sportens verden. Her er der stadig et stort potentiale i at professionalisere organisationerne og bruge teknologi bedre, fra analyse af præstationer og skadesforebyggelse til administration, scouting og planlægning.

Men en veldrevet sportsklub eller virksomhed består ikke kun af data og optimering. Den kræver lederskab, klare roller og ansvar, motivation, psykologi og evnen til at skabe en fælles kultur.

En algoritme kan analysere en spillers præstationer og måske fortælle træneren, hvem der statistisk bør starte på banen. Men den kan ikke stå i omklædningsrummet og få en gruppe mennesker med forskellige personligheder, ambitioner og frustrationer til at tro på den samme plan. Den kan heller ikke tage den svære samtale med den spiller, der ikke kom på holdet.

Jo bedre teknologien bliver til at løse det systematiske og datadrevne, desto vigtigere bliver de kompetencer, den ikke kan levere: dømmekraft, ledelse, motivation, empati og evnen til at forstå andre mennesker. Det stiller også nye krav til ledere. Det er ikke nok at implementere teknologien. Man skal samtidig organisere arbejdet, så teknologiernes gevinster bliver omsat til bedre arbejdspladser og højere kvalitet.

Hvis ai kan overtage administration på hospitalerne, kan sundhedspersonalet få mere tid til patienterne. Hvis automatisering kan fjerne rutineopgaver på arbejdspladserne, kan vi bruge mere tid på samarbejde, innovation og ledelse. Og hvis bedre data kan hjælpe en træner med at træffe bedre beslutninger, giver det ikke mindre behov for lederskab, men mulighed for at bruge det bedre.

Men perspektivet rækker ud over arbejdspladsen. Spørgsmålet er ikke alene, hvordan vi opnår højere produktivitet, men også hvad vi som samfund vælger at bruge den frigjorte tid og kapacitet på.

For her ligger en større opgave foran os. Hvis teknologier giver os mere tid, skal vi blive bedre til at bruge den på det, der binder os sammen. På fællesskaber, foreningsliv, demokrati og dannelse. På at mødes med andre mennesker, tage ansvar, løse konflikter, vinde og tabe sammen og at være en del af noget, der er større end os selv.

Her er idrætten noget ganske særligt. Foreningsidrætten kan være en øvebane for noget af det, vi får mere brug for, når teknologier overtager flere af de rutineprægede opgaver: at samarbejde, tage ansvar og lede andre, håndtere uenighed, vise hensyn og engagere sig i et fællesskab.

Det er den balance, vi bør stræbe efter. Vi skal investere langt mere i teknologi og blive langt bedre til at bruge den. Men vi skal samtidig investere i de menneskelige kompetencer, som bliver mere værdifulde, når teknologien udvikler sig.

Teknologiens vigtigste bidrag bliver derfor ikke nødvendigvis de opgaver, den overtager fra os. Det bliver den kvalitet, vi kan skabe med den tid og de muligheder, den frigør.