Venstre behøver ikke opfinde den dybe tallerken for at finde sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 19. april fremlagde jeg i et debatindlæg i Jyllands-Posten mine tanker for Venstres fremtid. Jeg understregede, at hvis partiet ikke tydeligt finder sin egen plads som blå bloks styrmand, ville nye styrmænd være klar til at overtage roret i blå blok.

På daværende tidspunkt lå Venstre på omkring 9 pct. på tværs af meningsmålinger. Venstre ligger ifølge den seneste måling på DR nu på 7,1 pct., hvor partiet befinder sig nederst i bunken af kort i blå blok, hvis man alstå ser bort fra Borgernes Parti.

Jeg afsluttede mit indlæg med at adressere, at udviklingen i dansk politik ville søge mod yderfløjene, hvis ikke de traditionelle folkepartier genopfinder sig selv og laver politik, som vedrører deres kernevælgere, frem for at søge at konkurrere med yderfløjenes retoriske greb om landbrug og integration mv.

Yderfløjene har senere fået lov at sætte dagsordenen for dansk politik, og det har kridtet linjerne tydeligere op imellem rød og blå blok. Yderpartierne Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er alle sammen gået frem i samtlige meningsmålinger siden det seneste folketingsvalg den 24. marts.

De seneste meningsmålinger afspejler nu den tese, jeg fremlagde i mit indlæg, hvor vælgernes præferencer fungerer som en politisk vægtskål: Når den politiske tyngde forskydes mod den ene fløj, synes en del af vælgerne at søge mod den anden. Det er en udvikling, som ikke udelukkende kan tilskrives den partipolitiske uro i Venstre og SF, men som også kan være udtryk for, at vælgerne søger en ny balance mellem de politiske fløje.

Venstre viste ved afstemningen om L5, den såkaldte gødskningslov, at det er på vej i en ny retning, hvor landbruget ikke skal afspejle Venstres politik.

Det er en tung arv at bryde med, men en vigtig arv, som tidligere formænd for Venstre ikke har kunnet formå. Venstres formand, Troels Lund Poulsen, beskriver det selv som »en rejse«, men den såkaldte rejse skal kunne mærkes hos den enkelte Venstre-politiker i hele landet.

Godt nok er der ikke valgkamp endnu, men vælgerne i både storbyerne og på landet skal kunne mærke, hvad Venstre vil. De skal kunne mærke, at Venstre genfinder sin traditionelle retning mod det liberale højskole-Venstre.

Venstre bør finde inspiration i Socialdemokratiets smædekampagne under valgkampen, hvor der blev fremlagt politiske forslag næsten hver anden dag – som et spredehagl, indtil man til sidst ramte et emne, hvor vælgerne kunne se sig selv. Venstre skal med andre ord »pumpe« liberal politik ud, så vælgerne ikke er i tvivl om, at fremtiden for Venstre er liberal.

Det handler ikke for Venstre om at opfinde den dybe tallerken, men om at fylde den op med venstreliberale værdier pakket ind i konkret politik og servere den for både sine nuværende og tidligere vælgere.

Samtidig skal Venstre samle blå blok og være talerør for oppositionen. Alex Vanopslagh omtales af politiske kommentatorer som en mulig kommende leder af blå blok, og tilsvarende vurderinger er blevet rejst om Morten Messerschmidt, som også har vind i sejlene. Det handler derfor ikke for Venstre om udelukkende at vinde de vælgere tilbage, som er gået til DF og LA, men i stedet om at samle disse partier om en fælles politik, som Venstre står i spidsen for.

Jeg mener stadig, at der er langt fra Venstre til LA, særligt når det kommer til velfærdspolitikken, og det skal være tydeligt i Venstres politik, uden at man kritiserer eller negligerer LA’s rolle som stemmesluger for blå blok. Samtidig skal Venstre vise, at man skal kunne spille sammen med DF, også selvom retorikken, særligt om integration, ikke nødvendigvis afspejler Venstres værdier.

Det skal man kunne løse ved, at det er Venstre, der står i spidsen for at udforme en fælles politik og dermed viser, at man kan samle og styre blå blok.