Jeg er ensom – og det er helt okay

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ordet ”ensom” har i det meste af mit liv været behæftet med skam og negativitet. Da jeg var ung, brugte vi Akons sang ”Lonely” som et spottende soundtrack mod dem, der stod uden for fællesskabet. Vi mærkede folk som »underlige« og konkluderede, at de nok var ensomme, venneløse og forladte. Frygten for at ende der selv sad dybt i mig. Jeg søgte altid fællesskabet, gruppen og de fælles aktiviteter.

I dag ser mit liv fundamentalt anderledes ud. Jeg kender utrolig mange mennesker. Mit netværk er stort, og min hverdag er fyldt med venner og bekendte. Jeg har to søskende, som jeg kan dele alt med, og jeg har to vidunderlige børn, der udfylder ethvert følelsesmæssigt tomrum, et menneske overhovedet kan drømme om. Alligevel er jeg ensom. Og det er helt okay. For mig er ensomheden ikke et afsavn, men en eksistentiel frigørelse. Det er en dyb følelse af ikke at tilhøre en bestemt fløj, et bestemt segment eller andres forventninger. Jeg har fundet en sjælden frihed til at mene, føle og tænke nøjagtigt, hvad jeg vil.

Selvom mit liv er rigt på mennesker, der logisk set burde udfylde alle tomme rum, forbliver ensomheden en konstant ledsager. Og jeg ville ikke være den foruden. Ensomheden er blevet min største styrke. Jeg nyder mit eget selskab. De fleste mennesker frygter de handlinger og holdninger, som flokken kan straffe dem for – frygten for at blive udstødt, valgt fra og efterladt i isolation. Den frygt har jeg mistet. Jeg har fundet fred i at være alene.

Min erkendelse er ikke kommet gratis. Over de seneste syv år, og i særdeleshed de seneste to, har mit offentlige virke kostet mig dyrt. Jeg har mistet mange mennesker, som jeg holdt af. På et tidspunkt var jeg knækket. Savnet efter det tabte flød over, og ensomheden tog hårdt på mig.

Men det er i mørket, at mennesket for alvor opdager sine konturer. Når alle udveje er spærret, og du kun har dig selv tilbage, tvinges du til at se dig selv i øjnene. Jeg fandt en ven i ensomheden. I dag er den min bedste ven. I dag værdsætter jeg ensomheden over næsten alt andet. Den er mit skjold og min kraft. Selvom jeg oprigtigt nyder tiden med de mennesker, jeg holder af, mærker jeg altid en dyb glæde, når jeg vender hjem til mit eget selskab.

Nogle vil måske kalde det en forbandelse. Man kan blive så afhængig af sin egen fred, at man mister tålmodigheden med overfladiske sociale relationer, eller at det spænder ben for at lukke en fast partner helt ind i hjertet. Min største styrke er måske også min smukkeste forbandelse.

Derfor vil jeg sige til dig, der sidder derude og føler dig ensom, eller til dig, der bliver holdt udenfor, fordi du ikke passer ind i mængden: Du besidder en sjælden og overset kraft. Din ensomhed er ikke et svaghedstegn, det er et råderum. Det handler om dit mentale perspektiv.

Alt kan transformeres til en svaghed, hvis du lader andres blikke definere det. Men ensomheden kan være dit stærkeste fundament, hvis du vover at bruge den til din egen fordel.

At samle på flygtige bekendtskaber og få nye venner er ikke svært. Men at mestre ensomheden, at kigge ind i tomrummet og forvandle det til en uovervindelig, indre frihed – det er en kunst, som kun de færreste formår.