Skærme ud, skærme ind. Så er vi lige vidt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For mange år siden skyllede it-bølgen ind over landet. Alle skulle have computer og mobiltelefon samt en række andre smarte elektroniske apparater. Det gik så hurtigt, at vi næsten ikke kunne følge med. Så snart man havde købt et nyt apparat, var det allerede ved at være forældet. Udviklingen gik stærkt, og det gør den fortsat.

Nu taler Mette Frederiksen om, at skærmene skal ud af folkeskolen. Baggrunden er blandt andet den seneste Pisa-undersøgelse, der viser, at danske skoleelever er kommet bagud i basale færdigheder som læsning og regning.

Eller rettere: Børnene er kommet bagud på de områder, de bliver målt på. Jeg tror såmænd, at mange af dem ville klare sig betydeligt bedre, hvis prøverne handlede om digitale og it-relaterede færdigheder.

Men det hjælper naturligvis ikke meget, hvis de samtidig har svært ved at læse en tekst, forstå dens indhold eller løse et almindeligt regnestykke.

Nu skal der derfor handles, og Mette Frederiksen virker stålsat. Skærmene skal ud af folkeskolen.

Det er de samme skærme, som politikerne for 15-20 år siden med stor begejstring fik indført i folkeskolen og resten af undervisningssektoren. Dengang var digitalisering svaret på næsten alt. Computere, tablets, elektroniske tavler og digitale læremidler skulle gøre undervisningen både bedre, hurtigere og mere moderne. I dag findes skærmene i stort set alle klasselokaler.

Men hvad betyder det egentlig, når statsministeren siger, at skærmene skal ud? Skal alle skærme fjernes fra klasselokalerne? Eller er det kun elevernes mobiltelefoner, tablets og computere, der skal pakkes væk? Må læreren fortsat bruge sin computer, den elektroniske tavle og digitale undervisningsmaterialer?

For stort set alle lærere og undervisere benytter i dag digitale hjælpemidler. Meget af undervisningen er ligefrem bygget op omkring dem.

Derfor kan man ikke blot slukke for skærmene fra den ene dag til den anden og tro, at eleverne straks bliver bedre til at læse og regne.

Problemet er næppe skærmen i sig selv, men hvordan, hvornår og hvor meget den bliver brugt. Der er forskel på en mobiltelefon, der forstyrrer undervisningen, og en skærm, der anvendes som et gennemtænkt fagligt redskab.

I stedet for endnu en politisk kovending har folkeskolen brug for klare og holdbare retningslinjer. Børn skal lære at læse bøger, skrive i hånden og regne uden digitale hjælpemidler. Men de skal naturligvis også lære at færdes fornuftigt og kritisk i den digitale verden, som de er en del af.

Skærmen skal hverken være herre eller syndebuk. Den skal være et redskab, og det er skolen, læreren og den sunde fornuft, der skal bestemme, hvornår den skal tændes, og hvornår den skal slukkes.