Er aftalen om Grønland som taget ud af drejebogen fra "The Art of the Deal"?
Trump begyndte med at ville købe Grønland. Og endte med en forsvarsaftale. Danmark og Grønland betegner det som en succes, men er det i virkeligheden Trumps egen drejebog?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg blev født i Paamiut i Grønland i 1971. Mine forældre var danske, og to år senere rejste vi tilbage til Danmark. Jeg husker ikke meget fra dengang, men Grønland vil altid være mit fødested.
Det har gjort det lidt særligt at følge præsident Donald Trumps årelange interesse for landet, som nu har ført til en underskrevet aftale mellem USA, Danmark og Grønland.
Da Trump i 2019 begyndte at tale om at købe Grønland, var der mange, der havde svært ved at tage idéen alvorligt. Han vendte tilbage til den i slutningen af 2024, og denne gang blev det ikke ved snakken.
Der kom trusler om told, udmeldinger om mulig militær magtanvendelse og et stigende pres på både Danmark og Grønland.
Pludselig handlede en betydelig del af den internationale politiske debat om et land med knap 57.000 indbyggere.
Jeg har flere gange undervejs tænkt på hans bog ”The Art of the Deal” fra 1987. Trump lagde ud med det størst tænkelige krav, sørgede for massiv opmærksomhed og holdt flere muligheder åbne, mens presset blev fastholdt. Det er til at genkende fra bogen.
Om han fra begyndelsen havde forestillet sig en forsvarsaftale som det endelige resultat, ved jeg ikke. Hans offentlige krav handlede om amerikansk overtagelse, og det var ikke det, der endte på bordet.
Nu har de tre regeringsledere sat deres underskrifter på en aftale, som giver amerikanerne mulighed for at udvide aktiviteterne ved Pituffik og etablere nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig efter nærmere aftale.
USA får omfattende militære adgangsrettigheder, mens der også indføres begrænsninger på andre landes militære tilstedeværelse og bestemte udenlandske investeringer.
Grønland bliver ikke amerikansk, og aftalen anerkender udtrykkeligt både kongerigets suverænitet og grønlændernes ret til selvbestemmelse.
Amerikanerne havde allerede omfattende militære rettigheder gennem forsvarsaftalen fra 1951. Den nye aftale går imidlertid videre på et punkt, som jeg hæfter mig ved.
Den har ingen slutdato, og Danmark og Naalakkersuisut skal sammen sikre, at et eventuelt selvstændigt Grønland overtager forsvarsforpligtelserne og fortsætter sin tilknytning til Nato.
Aftalen handler altså også om en fremtid, hvor Grønland måske slet ikke længere er en del af rigsfællesskabet.
Jeg kan næsten ikke lade være med at tænke på, hvor meget der er sket, siden Trump genoptog sine planer i 2024. Dengang var udgangspunktet, at USA skulle overtage et helt land.
Nu står vi med en aftale om militær adgang, forsvarsanlæg og langsigtede sikkerhedsforpligtelser, mens Grønland og Danmark har fastholdt deres afvisning af amerikansk ejerskab.
Det er ganske interessant at holde det forløb op mod en bog, hvor store ambitioner, forhandlingsstyrke og offentlig opmærksomhed spiller en så fremtrædende rolle.
Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for grønlænderne, bare fordi jeg er født i Paamiut. Min fødselsattest giver mig ingen særlig ret til at bestemme over det land, mine forældre tog mig med fra i 1973. Den giver mig til gengæld en personlig grund til at følge med, når Grønlands fremtid bliver diskuteret.
”The Art of the Deal” udkom i 1987. Næsten 40 år senere begyndte Trump med et krav om at købe mit fødeland og sluttede med at underskrive en aftale, der skal sikre amerikanske militære rettigheder langt ind i fremtiden.
Grønland blev ikke solgt. Det er måske netop forskellen på en ejendomshandel i New York og en forhandling med et folk, der har ret til selv at bestemme sin fremtid.