Spærregrænsen er udemokratisk stemmespild: Skal vi fortsat udelukke de små stemmer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tusindvis af danskere føler sig bedst repræsenteret af partier, der ligger tæt ved spærregrænsen – det er problematisk, da stemmer til et parti, der ikke når over 2 pct., ikke har betydning på mandatfordelingen.

Disse vælgere står med dilemmaet, at hvis de stemmer på deres virkelige holdning, så risikerer de, at deres stemme mister betydning i mandatfordelingen.

Ved seneste valg lå Alternativet og Borgernes Parti tæt ved spærregrænsen. Hvis de ikke kom ind (og derudover ikke opnåede kredsmandater), så ville de stemmer, der var gået til dem, ikke have indflydelse på mandatfordelingen.

Til sammen fik Alternativet og Borgernes Parti ved sidste folketingsvalg 167.698 stemmer. Var dette tal bare lidt mindre, så kunne over 100.000 danskere have fået at vide, at deres stemme ikke havde fået indflydelse på Folketingets opbygning. Eller lad os kigge et andet sted.

I Sverige har der lige været valg, og for at komme ind i Riksdagen skal et parti have mindst 4 pct. af stemmerne. Også til dette valg var der et parti, der svævede omkring spærregrænsen, hvis overlevelse kunne afgøre valget.

Liberalerna er et parti i den svenske blå blok – hvis det ikke nåede over spærregrænsen, så var højrefløjens regeringschancer lig nul. Det har medført flere fortællinger – blandt andet hos TV4 – om blå vælgere, der egentlig foretrak et andet parti, men som alligevel stemte på Liberalerna, fordi en rød regering var et værre scenarie i deres øjne.

Valget er nu afsluttet. Liberalerna nåede over spærregrænsen, men er det fair, hvis det er på bekostning af vælgernes virkelige prioriteter?

Mit forslag: Lad vælgere stemme med en rangeret liste af partier, ikke på bare et, sådan at hvis deres førsteprioritet ikke når over spærregrænsen, så kan de i det mindste spejle sig selv i, hvad deres stemme vil gå til. Det er ikke noget ekstremt forslag, faktisk benytter flere lande stemmesystemer i denne dur.

Selvfølgelig vil der være problemer med det. Ja, det vil være sværere at optælle stemmer med denne ordning. Men er dette ikke en fair pris at betale for at styrke det danske demokrati? Og er det virkelig skalaen over at optælle sedler med streger på, der skal bekymre os i vores teknologiske tidsalder?

Og ja, det vil kunne gøre valg mere rodede for vælgeren, da flere partier vil råbe op i jagt på stemmer. Men dette vil snarere forårsage, at danskerne lettere ville kunne finde lige den politik, der er rigtig for dem.

Der er en god grund til vores spærregrænse: Den gør det nemmere at lave en stabil regering, da mandaterne er mere koncentrerede. Men dette forslag ændrer jo ikke noget ved spærregrænsen, men vil blot gøre, at danskerne kan stemme på det, de mener, uden at de risikerer at miste indflydelse på mandatfordelingen.

Den nobelprisvindende økonom Milton Friedman argumenterede for, at et demokratisk samfund skal beskytte retten til at fremføre alle synspunkter – uanset uenighed. Det princip bør vi efterleve i vores valgsystem, så ingen skal frygte at stemme på det, de mener, fordi de derved risikerer at miste betydning i mandatfordelingen.

Man behøver ikke at være marginaliseret for at beskytte rettighederne for folk, som bliver udelukket fra Folketinget. Man behøver ikke at være enig for at sige:

Ingen fortjener at føle sig presset til at stemme på den mindre ondskab, fordi det alternative scenarie er værre. Ingen fortjener, at deres stemme ikke bliver hørt. Et demokrati bør stræbe efter, at så mange stemmer som muligt får demokratisk betydning.