Derfor er der ingen, der vælter Merz

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Søndag aften stillede Friedrich Merz sig frem foran pressen i CDU’s hovedkontor, Konrad-Adenauer-Haus i Berlin, og var hudløst ærlig om sit partis forfærdelige resultat.

»Es ist ein Desaster,« sagde kansleren om resultatet fra delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern.

4,9 pct. af stemmerne endte Tysklands store magtparti på. Det var historisk dårligt.

Bundrekorden før søndagens valg lå på 9,0 pct. af stemmerne ved delstatsvalget i Bremen i 1951, og det var den eneste gang, CDU har fået under 10 pct. af stemmerne.

Partiet har været rygraden i tysk politik efter Anden Verdenskrig. 6 af 10 kanslere har været fra CDU, og det er partiet, der byggede landet op efter krigen, samlede øst og vest og har formet det Tyskland, vi kender i dag.

Reaktionerne i de tyske medier faldt prompte. Der bliver talt og skrevet om Kanzlerdämmerung (på dansk: kanslerens tusmørke), og snakken går på, hvem i partiet der skal overtage kanslerposten. Parallellerne til Olaf Scholz’ bitre exit er tydelige, og kansleren kæmper for sit politiske liv.

Det vil derfor være nemt at nå til konklusionen, at Merz må ud, og en ny må ind. Men det vil ikke løse nogle af problemerne. Flere analytikere mener, at Friedrich Merz bliver siddende. Ikke på trods af krisen, men i kraft af den.

Hvorfor? Fordi CDU/CSU ikke bare sådan kan skifte kansleren ud. De sidder nemlig i en koalitionsregering sammen med socialdemokraterne fra SPD. En udskiftning på kanslerposten vil derfor åbne Pandoras æske, hvor en regeringsaftale skal forhandles på ny. Prisen for at redde koalitionen vil stige fra SPD’s side, og det vil kræve endnu mere af sin egen politik indskrevet i regeringsaftalen.

Især med Manuela Schwesigs succesfulde valgkamp i frisk erindring vil socialdemokraterne stå stejlt på deres krav. Hun formåede at stoppe blødningen ved valget i Mecklenburg-Vorpommern, hvilket ellers har været kendetegnet ved SPD’s sidste mange valg.

Dernæst er der kanslerens egen gruppe i Forbundsdagen. Det snævre flertal ved kanslervalget i maj sidste år viste, hvor skrøbeligt flertallet reelt er.

Et flertal på kun 11 stemmer er alt for spinkelt til at kaste sig ud i en ny magtkamp om, hvem der skal overtage kanslerposten og ledelsen af partiet med hele nationen som tilskuere.

Man fristes til at spørge sig selv, om der findes en politisk nødudgang. Nej, er det korte svar. Uden SPD har CDU/CSU kun ét matematisk flertal i den nuværende Forbundsdag: et samarbejde med AfD.

Og det har Merz kategorisk afvist, ligesom alle de andre politiske partier – med andre ord den meget omtalte brandmur. Mandaterne rækker langtfra til en regering mellem CDU/CSU og De Grønne.

Den politiske midte i Tyskland ønsker derfor overhovedet ikke et nyvalg lige nu. Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog: Mandatfordelingen i en ny Forbundsdag vil blot gøre det endnu sværere at danne en manøvredygtig regering.

Men korthuset kan alligevel vælte. Hvis blot 13 af koalitionens 328 medlemmer bryder ud eller stemmer imod regeringen, forsvinder flertallet.

Samtidig vokser uroen internt i SPD, og selvom et socialdemokratisk exit fra koalitionen er meget usandsynligt, er det ikke længere utænkeligt, som analytiker Timm Bopp fra Bernstein peger på i et opslag på LinkedIn.

Det efterlader tysk politik i en kritisk situation. Status quo er elendigt, men for magtpartierne er alle tænkelige alternativer værre.

Ingen kan længere vide sig sikre, og det ser meget sort ud for kansleren og hans parti. Sortere end unionens partifarve.