Gymnasiet er blevet en umulig elitesport, og ai er vores doping
Hvis I vil have menneskeskrevne opgaver, skal systemet også være indrettet til mennesker. Ikke robotter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lige for tiden har der været mange indlæg om ai i gymnasiet, og jeg forstår dem godt. Jeg har siddet i mange timer og set elever få ros for ai’s holdninger, lærere med ai-rettelser af mine selvskrevne opgaver og brugt flere timer på opgaver bare for at blive anklaget for brug af ai.
De oplevelser står jeg ikke alene med. Alligevel føler jeg ikke, at debatten har de nødvendige nuancer. Nogle folk mener, vi selv har et ansvar, andre retter det mod lærerne. En skriver endda, at vi bliver dummere og dummere.
Jeg er uenig. Vi er hverken dumme, uengagerede eller dovne. Vi er måske mere end alt andet bare pressede. Jeg har haft uger, hvor jeg udover skoletiden fra 8-15.30 skulle lave 14 timers arbejde. I alt bliver det til en arbejdsuge på over 50 timer. Det er hverdagen på mange gymnasier. Vi har nemlig lektier for til næsten hvert modul.
Derefter er der afleveringer, og to afleveringer ligger et sted mellem 8-10 timer i alt. Hvis du så også vil have et job, fordi SU’en ikke er steget i takt med inflationen, bliver det endnu mere. Samtidig er du også bare ung og vil gerne nyde det sociale liv. Tilsammen bliver det bare en usund cocktail, hvor doping som ai let kan trives.
Nogle vil sige, at generationerne før os har klaret det præcis samme, men den holder bare ikke. Vores pres er steget mere og mere. Vi kan se, hvordan karakterer i større grad bestemmer vores fremtid.
Derfor arbejder vi hårdere, end det er menneskeligt umuligt. Selvfølgelig står vi også med et ansvar, men det gør strukturen også. Hvis politikerne for alvor ville gøre noget ved ai-problemet, burde de kigge på, hvorfor folk vælger at snyde. Vi har jo trods alt allesammen valgt gymnasiet i håb om at lære noget.
Derfor har jeg et opråb til politikerne: Peg fingeren indad, før I peger den på os. Hvis I vil have menneskeskrevne opgaver, skal systemet også være indrettet til mennesker. Ikke robotter.