Politikere og embedsværk skal ikke beskytte os mod kunsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nora smækker med døren og forlader sin mand i ”Et dukkehjem” af Henrik Ibsen. I 1879 var hendes opbrud så anstødeligt, at Ibsen måtte skrive en anden slutning til de tyske teatre. Stykket provokerede og udfordrede fundamentale normer for, hvordan kvindens rolle i familien blev opfattet.

I dag læses ”Et dukkehjem” med den originale afslutning i klasselokaler over hele Danmark, og ingen sætter i dag spørgsmålstegn ved retten til at blive skilt.

Det er værd at huske, når politikere eller myndigheder vil beskytte borgere mod kunst, der udfordrer tidens værdier. Vi ved ikke på forhånd, hvilke værker eftertiden vil takke os for at have givet frihed.

I Hjørring Kommune har kunstforeningen PixlArt fået lov til at benytte en tidligere ventesals få kvadratmeter som kunsthal. Dog med kommunale krav om, at kunsten i rummet hverken må være »stødende, krænkende eller politisk agiterende«, som det står i et referat fra kommunens teknik- og miljøudvalg.

Et naturligt spørgsmål rejser sig efter kommunens beslutning: Hvem skal beslutte, hvad der er stødende og krænkende kunst?

Vi mener, det er dybt problematisk, hvis politikere skal stemme om, hvad der er god kunst eller ej, eller embedsværket skal sidde og godkende, om hvert enkelt kunstværk må være en del af en udstilling.

For ønsker man at udstille kunst, bør det holdes for øje, at kunst kan starte samtaler, kunst kan rykke grænser, og kunst kan kommentere på verden om os. Det kan vække uenighed og til tider støde nogen. Og hvis den ikke gjorde det, ville det så være kunst?

I foråret viste en rundspørge blandt 224 af Dansk Kulturlivs medlemmer, der tæller kulturledere over hele landet, at 45 pct. oplever pres eller påvirkning fra kommunalpolitikere i nogen eller høj grad.

Sagen fra Hjørring Kommune er altså kun én i rækken af flere bekymrende eksempler på sager på landsplan, hvor kommunalpolitikere eller det kommunale embedsværk overskrider eller bevæger sig på kanten af armslængdeprincippet.

Armslængdebegrebet betegner afstanden mellem politiske beslutningstagere og de konkrete valg om kunstens og kulturens indhold, en afstand, som traditionelt har været vigtig at opretholde i det danske demokrati. Rundspørgen viser, at 63 pct. af kulturinstitutions- og virksomhedslederne ser armslængden under pres.

Vi ser med bekymring mod udlandet, hvor armslængdeprincippet undermineres fuldstændigt. Se bare på Ungarn, Slovakiet eller USA.

Her er vi ikke i Danmark, men når 34 pct. af lederne på kulturinstitutionerne angiver, at de i nogen eller høj grad overvejer at undgå bestemte temaer af hensyn til politiske reaktioner, så er det en udvikling, vi skal tage dybt alvorligt.

Kunstens evne til at stille spørgsmål, udfordre normer og kritisere magten er en styrke for demokratiet og det frie samfund. Kunsten og kulturen skal give plads til forskellige stemmer – også de stødende, krænkende og politisk agiterende.

Det kræver, at kulturansatte og kunstnere får rum til at skabe viden, værker og udstillinger ud fra faglige standarder for kvalitet og blik for publikum. Og ikke ud fra, hvilke politiske meninger om bestemte personer eller emner der for nuværende har flertal i en kommunalbestyrelse og præger embedsfolk.

En vej at gå kan være etablering af lokale, faglige kunst- og kulturråd, der kan sikre afstanden til de politiske beslutninger.

Sagen fra Hjørring Kommune er ganske principiel, og det samlede danske kulturliv kan derfor kun opfordre kommunen til at genoverveje en beslutning, som vi anser for værende et angreb på en vigtig dansk tradition om armslængde.