Når Ida Auken kalder sæddonationsbranchen »det vilde vesten«, fralægger hun sig ansvaret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når der opstår spørgsmål om overholdelse af familiegrænser i sæddonationsbranchen, er det forståeligt, at det vækker bekymring. For en sæddonor kan få betydning for mange menneskers liv. Det er grunden til, at Danmark ligesom mange andre lande har en lovbestemt grænse for, hvor mange familier der kan få hjælp til at få børn fra den samme donor.

Det er en simpel tanke. Ingen donor skal anvendes så bredt, at antallet af genetiske halvsøskende bliver uoverskueligt. Men den aktuelle sag om overskredne familiegrænser viser, at en grænse på papiret ikke i sig selv er en beskyttelse for dem, der er involveret i sæddonation.

For mange er sæddonation den vej, der gør forældreskab muligt. Det gælder blandt andre enlige kvinder, kvindelige par og par med fertilitetsudfordringer. Når en familie aktivt vælger en reguleret sædbank, skal det give en beskyttelse og forudsigelighed, som ikke nødvendigvis følger med private eller uformelle donorarrangementer: systematisk screening, dokumentation, klare grænser for donationens anvendelse og faste procedurer, hvis nye oplysninger senere kræver handling.

Den enkelte sædbank har et klart ansvar for sine egne donationer. Den skal overholde gældende grænser, have de nødvendige systemer på plads for at følge tallene og reagere, når nye oplysninger kræver det. Hvis den ikke formår det, er det et svigt af dens ansvar over for donorer, familier og donorundfangede mennesker.

Det ansvar, den enkelte sædbank har for at sikre, at den overholder reglerne for sine egne donationer, er helt afgørende. Men det er ikke sædbankernes ansvar alene at skabe de systemer, der gør kontrol mulig. Myndighederne har med deres tilsynspligt et tilsvarende ansvar for at vurdere, om systemerne er tilstrækkelige, og stille krav til eller etablere de rammer, der mangler. Det ansvar er ikke løftet tilstrækkeligt.

De sager, der fylder i medierne i dag, handler hovedsageligt om manglende opfølgning og registrering før 2020. Siden da har branchen selv sat initiativer i gang, som gør sporbarheden lettere og mindsker risikoen for, at de samme problemer opstår igen. Branchen har gentagne gange efterspurgt mere forpligtende rammer og et tydeligt myndighedstilsyn. På den baggrund er det ikke nok alene at pege fingre ad sæddonationsbranchen. Når Ida Auken i DR gør netop det, fralægger hun sig det politiske ansvar for at sikre, at rammerne faktisk kan beskytte dem, sæddonation berører.

Det er ikke godt nok. Vi skal kunne sikre, at en familiegrænse ikke kun er noget, man håber bliver overholdt. Det skal være noget, systemet kan dokumentere.