Afvisning af veganske ønsker er alt for letkøbt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP’s leder 14/9 kunne man læse lederskribent Morten Nystrup argumentere for, at nærende mad under indlæggelse er et spørgsmål om personligt ansvar. I hvert fald hvis ens livsanskuelse og dertilhørende kostmønter er noget andet end flertallets. Så må man leve med visse ulemper, lyder det i lederen.

Et lignende perspektiv – dog serveret med færre nuancer – kunne man læse fra politikeren Inger Støjberg, der på Facebook i sidste uge proklamerede, at det var »gået for vidt«, når veganske patienter ønsker at få serveret veganske måltider på hospitalet.

Jeg forstår, at spørgsmålet om kost og etik vækker følelser. Mange gør det til et ideologisk spørgsmål og forfalder til automatreaktioner. Hvis man har den grundholdning, at individet er ansvarligt for sig selv i alle henseender, er JP’s og Inger Støjbergs standpunkt nemt at indtage.

Men kritikerne overser, at de danske hospitaler netop allerede har påtaget sig et ansvar på vegne af patienterne. Hospitalerne ved godt, at maden er en vigtig del af behandlingen. Derfor har de en kostpolitik om at lave nærende og velsmagende måltider til de indlagte.

Hvidovre Hospital, som er omdrejningspunktet i den aktuelle retssag, kalder endda sit køkken for »Danmarks største a la carte-restaurant«.

Hvis hvide ris, æblejuice og rodfrugter var tilstrækkeligt at servere for de indlagte, kunne hospitalerne tilbyde dette til alle patienter, uanset om de var indlagt i ét eller 14 døgn. Det ville både spare penge og ressourcer i køkkenerne. Men det gør hospitalerne ikke – formentlig fordi de ved, at det er næringsmæssigt underlødigt, og at folk har brug for hele måltider for at kunne komme sig i forbindelse med sygdom eller operation.

Vi har et samfund, der er bygget på, at vi tager os af vores medborgere. Vi har et samfund, der træder til og hjælper danskerne lige fra vuggestue til ældrepleje. Heldigvis for det. At møde veganere, der har truffet et etisk valg om ikke at skade andre levende væsener, med en besked om, at samfundet forventer, at de selv sørger for egne måltider, er netop et udtryk for, at man ikke ser disse mennesker som ligeværdige borgere. At de ikke har krav på samme gode behandling som andre, på trods af at deres overbevisning er beskyttet af Menneskerettighedskonventionen. Det er forskelsbehandling i sin reneste form.

Min arbejdsplads, Dansk Vegetarisk Forening, har ført sagen om vegansk kost på hospitalerne i byret og landsret på vegne af en kvinde, der lever vegansk. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt. Jeg ville ønske, at et vegansk tilbud allerede var tilgængeligt for dem, der ønsker det.

Vi har længe prøvet at få dette indført gennem dialog med køkkener, politikere m.fl. Domstolene er én vej at gå, og selv om det lyder voldsomt at tale om menneskerettigheder, er det faktisk dét, der er sagens kerne. Ikke personlige kostpræferencer. Ikke kræsenhed.

Men retten til ikke at skade dyr – heller ikke under indlæggelse. De mennesker, der har truffet det valg, kan ikke bare »sortere kødet fra« eller »bestille noget Wolt«. Det bør de selvfølgelig heller ikke.

Der findes anslået omkring 180.000 vegetarer, herunder personer, der lever etisk vegansk, i Danmark. Det kræver ikke ekstra af køkkenerne at gøre bare én af retterne på menukortet vegansk.

Tværtimod er planteproteiner oftest billigere end kød og har en lang holdbarhed, så foruden de klima- og dyrevelfærdsmæssige fordele vil det også økonomisk give mening.

Kære jer, der taler om individets ansvar: Hvad går der fra jer, hvis mennesker, der lever vegansk, får adgang til at vælge et fuldt måltid i de offentlige institutioner? I har fuld frihed til at vælge det, der giver mening for jer. Der er intet tabt ved at give andre samme mulighed.