Politikerne har skabt en kræftsvulst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skat er som en kræftsvulst. Den har stille og roligt vokset sig kæmpestor i det 20. århundrede, gået fra ca. 5 pct. i år 1900 til ca. 50 pct. i 2000. Derved ligger det danske skattetryk omkring toppunktet på Lafferkurven – hvis man sætter skatten op, så kommer der færre penge i statskassen.

Politikerne har imidlertid et umætteligt begær efter penge til at finansiere velfærdsstaten. Derfor har de ladet kræftsvulsten vokse uhæmmet og givet den nærmest ubegrænset magt. Kræftsvulster kan vokse i årevis, uden at patienten føler sig generet – men Skat kan ikke vokse mere ved blot at sætte skatteprocenten op.

Hvad gør man så for at tilfredsstille sine herrer i Folketinget? Jo, man begynder at uddele dummebøder. Man finder nogle ofre, og opkræver over 100 pct. i skat!

Logikken i Lafferkurven er, at ingen vil arbejde, hvis de beskattes 100 pct., og derfor er provenuet nul ved 100 pct. skat. Men hvis man ikke ved, at man vil blive beskattet 115 pct., så går man jo gladeligt på arbejde. Og så kommer Skat med øksen og tager opsparing og pension. Det er en genial strategi.

På et tidspunkt begynder en kræftsvulst at vise sig med sygelige symptomer, og det tidspunkt er nu. Den ene sag efter den anden begynder at myldre frem, hvor sagesløse menneskers liv er blevet ødelagt af Skat de sidste 10-20 år. Kræftsvulsten er ved at tage livet af patienten.

Kræft, der opdages i tide, kan kureres, men politikerne har forsømt at ordinere medicinen. Problemet er, at 50 pct. ikke er nok, og hvis man tager rettigheder fra kræftsvulsten, så tager man også livet af velfærdsstaten.