Venstre kan noget, Alex ikke kan

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har læst Alex Vanopslaghs nye bog med interesse. Faktisk også med fornøjelse. Meget af det, Alex skriver om frihed, ansvar og civilsamfund, ligger tæt på den liberale tradition, Venstre har været med til at forme gennem generationer. Man kan næsten høre ekkoet af Bertel Haarder, når man læser flere af kapitlerne.

Derfor undrer det mig også, når Alex Vanopslagh beskriver Venstre som et parti, der mangler idéer og visioner. Jeg kan ønske mig, at Venstre igen vover at tale højere og tydeligere.

Men hvis der er ét parti i Danmark, som igen og igen har omsat konkrete visioner til virkelighed, så er det Venstre.

Venstre har aldrig været et onemanshow. Venstre er et folkeparti med dybe rødder i dansk tænkemåde og hele Danmark. Et parti, der ikke blot udvikler idéer, men også tager ansvar for at samle flertal om dem – også når det er svært. Det er forskellen.

Det er let at samle ord til en bog. Det er langt vanskeligere at samle et land og skabe konkrete forandringer. Det er ikke desto mindre Venstres ambition.

Det er præcis derfor, Venstre lancerede idéen om Grøn Trepart ved folketingsvalget i 2022.

Skiftende røde og blå regeringer havde gennem årtier haft svært ved at skabe et bredt og holdbart kompromis mellem natur, miljø og klima og stærke rammevilkår for et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv, herunder et fødevareerhverv, der leverer sunde og sikre fødevarer til forbrugere over hele kloden.

Derfor valgte Venstre en anden vej. Vi ville ikke vælge mellem natur og erhverv. Mellem by og land. Vi ville samle dem. Hele Danmark.

Derfor foreslog vi et nationalt kompromis, hvor fødevareerhvervet, industrien, de grønne organisationer, fagbevægelsen, kommunerne og Folketinget tog fælles ansvar for Danmarks fremtid.

Det lykkedes. Grøn Trepart er ikke blot en politisk aftale. Den er et historisk nationalt kompromis.

Den blev tænkt af Venstre og skrevet ind i SVM-regeringens regeringsgrundlag. Med Stephanie Lose i spidsen lykkedes det at samle parterne bag aftalen. Nu er kommuner, landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og staten i gang med at føre den ud i livet.

Er den perfekt? Nej. Skal den justeres, når ny viden kommer frem? Selvfølgelig.

Store nationale kompromiser skal være ambitiøse og realistiske. De skal bygge på den bedste viden og kunne gennemføres i praksis. Det er svært.

Men svaret er ikke at opgive kompromiset. Svaret er at forbedre det. For alternativet er ikke, at opgaven forsvinder. Danmark skal fortsat beskytte naturen, forbedre vandmiljøet og sikre gode rammer for virksomheder, der skaber arbejdspladser og velstand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om vi handler. Det er, hvordan vi handler.

Grøn Trepart handler om natur – og meget mere end det. Den handler om at samle Danmark. By og land. Natur- og erhvervsinteresser. Virksomheder og grønne organisationer. Nutidens og fremtidens generationer. Det er det, den næste borgerlig-liberale regering skal gøre, hvis vi skal sætte varige spor.

Det er klassisk Venstre. Vi tror ikke, Danmark bliver stærkere ved at stille mennesker og interesser op imod hinanden. Vi tror, Danmark bliver stærkere, når vi bygger bro og står sammen om at realisere ambitiøse mål.

Derfor tror jeg heller ikke, at Danmark har brug for mindre Venstre.

Danmark har brug for et stærkt borgerlig-liberalt parti, som tør tænke stort og tage ansvar for at føre visionerne ud i livet. Det er den forskel, Alex Vanopslagh overser.

Det er ikke nok at skrive en bog. Man skal også kunne samle et land. Og netop derfor er det afgørende, at Venstre står i spidsen for den nye borgerlig-liberale regering, som Danmark får efter næste folketingsvalg.