Gødskningsdebatten er blevet kapret af en falsk land-by-konflikt
Man må gerne være imod gødskningsloven. Men en reel politisk uenighed skal ikke endnu en gang gøres til en kamp mellem København og resten af Danmark.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten om den nye gødskningslov er meget hurtigt endt i den gamle fortælling om København mod resten af Danmark. Politikere i hovedstaden på den ene side – landmænd ude i virkeligheden på den anden.
Inger Støjberg påpeger, at »venstrefløjen nu er ét skridt tættere på at afvikle dansk landbrug«, og at politikere i jagten på storbyvælgere lader landdistrikterne betale prisen.
Men den fortælling passer dårligt med det, der faktisk skete i Folketinget. Et bredt flertal på tværs af rød og blå blok stemte for loven.
Man må gerne mene, at vi har truffet en forkert beslutning. Man må mene, at beregningerne er for usikre, at reguleringen rammer for hårdt, eller at konsekvenserne for nogle bedrifter ikke er belyst godt nok. Det er sådan set en helt reel diskussion, og den skal vi tage.
Men det er noget andet end at gøre loven til endnu et bevis på, at København ikke forstår resten af Danmark.
Jeg har selv arbejdet i landbruget, og jeg bor i Grenaa. Jeg ved, hvor meget erhvervet betyder i mange dele af landet. Det handler om arbejdspladser, virksomheder, familier og bedrifter, der nogle steder er bygget op gennem generationer. Når rammerne ændres, kan det mærkes.
Men landbruget er ikke det samme som landdistrikterne. Og resten af Danmark uden for København er ikke én samlet størrelse med de samme holdninger og interesser.
Folk i Grenaa, Ringkøbing og Nakskov mener ikke nødvendigvis det samme om landbrug, miljø, arbejdspladser, velfærd eller udviklingen af deres lokalområde, bare fordi de bor langt fra København.
Mange ønsker et stærkt dansk landbrug og er samtidig bekymrede for fjordene, iltsvindet og vores drikkevand. En vestjyde, der vil have mere liv i fjorden, er ikke mindre optaget af sit lokalområde end en landmand. Og en landmand, der er bekymret for sin bedrifts fremtid, er ikke dermed ligeglad med naturen.
Jeg stemte for gødskningsloven, fordi jeg mener, at vi er nødt til at handle på tilstanden i vores fjorde. Det står jeg ved.
Og der er ting ved loven, som fortsat vil blive diskuteret. Det gælder blandt andet, hvordan reglerne rammer forskellige bedrifter, og hvilke konsekvenser reguleringen får i praksis. Det er en helt legitim del af den politiske debat, men det ændrer ikke på, at jeg står ved beslutningen om at stemme for loven.
Det, jeg reagerer på, er forsøget på at lægge en geografisk konflikt oven på den politiske uenighed.
For så bliver konflikten hurtigt tegnet helt enkelt op: København bestemmer, mens resten af Danmark må leve med konsekvenserne. Problemet er, at den land-by-fortælling ikke bare forenkler sagen – den gør mennesker uden for hovedstaden til én samlet politisk blok, de aldrig har været.
Der findes mennesker langt fra København, som mener, at der skal gøres mere for vores fjorde. Og der findes mennesker i København, som er stærkt optaget af, at dansk landbrug har ordentlige vilkår. Geografi afgør ikke ens holdning.
Derfor skal vi kunne være hårdt uenige om gødskningsloven, velfærd, arbejdspladser, klima og meget andet uden samtidig at gøre uenigheden til et spørgsmål om, hvilken del af Danmark man tilhører, eller hvem man holder med.
Jo mere vi taler Danmark fra hinanden, desto større er risikoen for, at vi faktisk splitter det.