Du kalder mig bare næstformand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 10. august var det min første dag i 3. g. På et tidspunkt i rektors og vicerektors velkomsttale skulle elevrådet præsenteres. Det har en mandlig formand og en kvindelig næstformand.

Vicerektoren sagde næstformandens navn og kaldte hende næstformand, som hun jo også er, men rettede sig så hurtigt selv og sagde »næstforkvinde«.

Jeg tænkte med det samme: Hvorfor? Ingen havde misforstået noget. Ingen var blevet overset, og ingen var blevet stødt. Der stod en dygtig pige med en post, hun har arbejdet for, og det eneste, der skete i det sekund, var, at hendes køn blev vigtigere end hendes titel.

Det er problemet. Når vi laver ”næstformand” om til ”næstforkvinde”, siger vi implicit, at ”næstformand” er en mandetitel, som kvinder låner. Men det er den ikke. Manden i ”formand” er et gammelt ord for menneske og for den, der fører ordet, ikke en oplysning om, hvem der må sidde på posten. Titlen er kønsneutral, også selvom den har “mand” i ordet, indtil vi selv laver den om til noget andet.

Og der er en anden version af det samme, som er endnu mere afslørende. ”Gerningsmand” er blevet til ”gerningsperson”. ”Ophavsmand” er blevet til ”ophavsperson”. At ændre ordet til “person” antyder, at man mener, at ordet peger på mænd. At man godt ved, hvem der oftest står bag, men ikke gider sige det højt og derfor pakker det ind i ”person”. Det er en anklage, man ikke tør stå ved. Sig det dog i stedet for at gemme det i en endelse af et ord.

Eller også mener man det ikke. Og så er der jo ingenting at rette. Hvis vi er enige om, at det ikke er alle mænd, og hvis “mand” i ordet bare var en del af ordet, hvad er det så præcis, vi laver om?

Uanset hvad man svarer, er rettelsen overflødig. Enten er den en skjult beskyldning, eller også er den en løsning på et problem, der ikke findes. Vi opfinder nye ord for at undgå gamle, som aldrig var problemet. Det bliver hurtigt en sprogøvelse i stedet for en samtale om, hvad der faktisk holder kvinder tilbage. Løn, plads i debatten, hvem der bliver spurgt til råds. Det er dér, kampen står. Ikke i en endelse.

Jeg forstår intentionen. Folk vil gerne gøre det rigtige og markere, at der sidder en pige på posten. Men der er noget nedladende i at antage, at kvinder har brug for et særligt ord for at føle sig hjemme i et rum. Det har vi ikke. Vi har brug for adgang til rummet. Ordet kan vi selv finde ud af.

Så til alle jer, der står med mikrofonen næste gang: Sig titlen. Bare titlen. Hvis I virkelig vil vise, at I tager os alvorligt, så spørg os om vores holdninger og tanker. Så bare kald mig næstformand. Jeg ved godt, jeg er en kvinde.