Dårlig aflønning af domsmænd er et demokratisk problem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er domsmand ved landsretten. Det er et hverv, jeg er stolt af, og som jeg tager meget alvorligt. Men jeg har svært ved at forstå, at staten fortsat mener, at 1.100 kr. før skat for en hel retsdag er en rimelig betaling.

Det er det beløb, domsmænd og nævninge får. Og det har været satsen siden 2001. Siden er stort set alt andet steget: lønninger, priser, transport og leveomkostninger. Men domsmandens vederlag er det ikke.

Jeg har opsøgt ”jobbet”, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at almindelige borgere deltager i det danske retssystem. Som domsmand ved landsretten bruger man ca. otte timer i retten samt transporttid. Under hovedforhandlingen skal man koncentrere sig, lytte til forklaringerne og være med til at vurdere beviserne. Og efterfølgende skal man deltage i voteringen og være med til at træffe afgørelsen sammen med de juridiske dommere. Det er et stort ansvar.

Det er min anden periode som domsmand. Den sag, jeg netop er indkaldt til, er berammet til fire dage. Jeg er pensionist og mister derfor ikke en arbejdsindtægt ved at tage de fire dage ud af kalenderen.

Nogle lønmodtagere kan måske få fri med løn af arbejdsgiveren. Det kan en offentligt ansat. For en selvstændig eller en person uden løn under fraværet kan situationen være en helt anden. Det kan derfor i sidste ende blive sådan, at det er økonomien, der afgør, hvem der har mulighed for at påtage sig et borgerligt ombud. Det synes jeg er et demokratisk problem.

Domsmandsordningen bygger netop på princippet om, at mennesker fra forskellige dele af samfundet deltager i retsplejen. Hvis vi ønsker et bredt udsnit af befolkningen som domsmænd, skal vi også sikre, at hvervet ikke medfører en urimelig økonomisk belastning.

Desværre vokser problemet sig bare større og større år for år.

Justitsministeriets egen arbejdsgruppe har tidligere peget på behovet for at overveje en forhøjelse af vederlaget. Og Folketinget har flere gange taget spørgsmålet op. Alligevel er beløbet nu efter 25 år stadig ikke reguleret fra de 1.100 kr. i 2001.

Jeg skrev i 2024 til præsidenten for landsretten om problemet. Jeg opfordrede ham til, at der blev gjort noget ved det. Det kom der naturligvis ikke noget ud af. Jeg vil derfor opfordre Folketinget til tage spørgsmålet op igen. Der må være plads i det der råderum til at finde de 35-40 mio. kr., der skal til for at løse problemet.

Løsningen behøver ikke være kompliceret. Vederlaget bør som minimum reguleres, så det følger den almindelige løn- eller prisudvikling siden 2001. Efterfølgende bør der indføres en automatisk regulering, så domsmændene ikke igen skal vente 20-25 år på en justering.

Jeg forventer ikke en egentlig løn for opgaven svarende til en landsdommers eller lignende. Jeg synes bare, at der må gives en rimelig kompensation for et vigtigt samfundsmæssigt ansvar.

Når staten forventer, at borgerne bruger den nødvendige tid, sætter sig ind i omfattende retssager og er med til at træffe afgørelser med store konsekvenser for andre mennesker, bør staten også vise, at den værdsætter indsatsen.

1.100 kr. var satsen i 2001. Det er på tide, at vi får en sats, der passer til 2026. Det handler ikke om penge. Det handler om respekt for domsmandens arbejde – og for det princip, at borgerne skal være en del af vores retssystem.