Stop med at centralisere folket ud af folkekirken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Frist os ikke i ledelse,« lyder en gammel forsagelse fra folkekirkens folkevid med en let omskrivning af Fadervor. Som i al god satire siges det halvt i sjov og halvt i alvor, men det er sørgeligt aktuelt i disse år.

Man kan nemlig frygte, at politikerne i fremtiden vil lykkes med at klemme mere liv ud af menighedsrådene og skræmme mange gode, frivillige og kompetente kræfter væk. Med et nyt Folketing og en ny kompetent kirkeminister klar til en ny sæson kan man nu bede en stille bøn om, at politikerne fremover vil besinde sig på, hvad folkekirken egentlig er for en størrelse?

I min bog lyder den korte version: Folkekirken skal læses med tryk på ”folke” – det er folkets kirke. Det er banalt, men går alt for ofte tabt i gode visioner og dårlige beslutninger i den bedste mening.

Senest skete det med ændring af loven for menighedsråd, hvis ædle formål var »forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet«.

Det er i sig selv paradoksalt, at en ny lov bag landets største demokratiske organ kom så udemokratisk til verden. Trods de gode intentioner blev den tromlet igennem som ”one size fits all” efter en skueproces hen over sommerferien – og efter den politiske aftale var indgået.

Vi så nogle af de fællestræk, der generelt plager området: God vilje og velmente motiver, en meget bureaukratisk tilgang og en på flere måder central mangel på forståelse for folkekirkens væsen og vilkår.

Der går en lige – eller rettere skæv – linje fra en række andre trælse tiltag: lige fra balladen om store bededag til bureaukratiske misfostre som f.eks. overimplementering af EU-direktiver om registrering af præsters arbejdstid og opsætning af ladestandere ved kirker. I sidstnævnte vandt den sunde fornuft til sidst – efter civil ulydighed fra menighedsråd, og efter at de mest duksede havde spildt skattekroner på at opsætte ladere uden behov.

Den nye lov om menighedsråd bygger på smukke tanker: Det skal være nemmere og mere enkelt at bidrage til det frivillige arbejde. Der er også gode elementer i loven, f.eks. bedre uddannelse og eksklusion af giftige elementer.

Men man sidder tilbage med en følelse af, at dagsordenen i virkeligheden er en anden: mere central styring og mindre af det der bøvlede og besværlige demokrati med lokale tosser, der ikke kan finde ud af at køre butikken.

Og jo – lad os bare få skriften i stolen: Folkekirken er da en rodebutik, befolket af glade amatører – lige præcis, som det skal være. Nogle menighedsråd har også brug for hjælp, men de fleste er velfungerende og selvkørende, hvis de ellers får lov – og dermed fortsat kan motivere kompetente folk.

Selvfølgelig er der plads til forbedring, og den nye lov har flere relevante tiltag. Men vi kan altså ikke forenkle os ud af det helt enkle grundvilkår: Folkekirken skal styres nedefra.

Den er et tusindben, hvor samtlige ben sjældent går i takt, endsige i samme retning. Men det er demokratiets pris. Vi kan ikke rette geledderne ind til højre – eller venstre, hvis man foretrækker dét. Hvis den operation lykkes, så dør patienten.

Folkekirken er – og skal fortsat være – organiseret kaos i lokal frihed. Det er selve rødderne, der nærer det smukke, gamle træ. Og fremtiden rummer endnu større potentiale med ressourcestærke mennesker, som i stigende grad interesserer sig for folkekirken og gerne vil give en hånd med i arbejdet.

Det kræver dog, at de fortsat finder det interessant at involvere sig og mærker, at de kan gøre en forskel. Stor respekt for alle de engle, der brygger kaffe og bager kage til de mange arrangementer – uden dem havde vi da slet ingen kirke!

Men der er også brug for andre kompetencer til at drive moderne kirke med al dens væsen, herunder de mange driftsmæssige forhold med ledelse, økonomi og vedligehold af en ofte ældgammel og kompliceret bygningsmasse.

Det kræver folk med faglighed – både pensionerede og erhvervsaktive – men de gider altså ikke, hvis de kun får lov at beslutte farven på toiletpapiret. Hvis eller når disse gode folk siger farvel – eller bare bliver væk – så koster det for alvor dyrt.

Pengene er én ting, når disse frivillige kræfter skal erstattes af ansatte eller kostbare konsulenter. Det værste er dog tabet af koblingen mellem folk og kirke. Den lokale forankring ryger, og det samme gælder den sammenhængskraft, som er en del af vores mangfoldige kirkeverden, der samler mennesker af alle slags.

Min egen forstandige biskop i Ribe har en stående vending, som rammer det lokale arbejde med kirken meget godt ind: »Der skal også være nogen til at køre Bobcat.«

Sådan taler en ægte folke-kirkelig leder, der ligesom andre af de bedste ikke er rundet af regneark, men af både åndens og håndens arbejde. Det er en stemme af grundlæggende forståelse og respekt for, hvad der foregår i virkelighedens verden blandt folkekirkens rødder.

Og mens djøf’erne lige kigger væk for at google, hvad ”Bobcat” mon er for et dyr, så lad mig hviske dette: De store akademiske analyser af folkekirken de senere år har ikke just bidraget med hverken ny viden eller værdiskabelse. Det har nærmere lignet en læsegruppe for Fanden og Biblen.

Man har bl.a. lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt en masse medlemmer af menighedsråd. Resultatet er sjovt nok en masse meninger – forskellige meninger, naturligvis. Nogle ønsker aflastning for nogle opgaver. Flertallet ønsker det ikke.

De mange strittende resultater koges så ned til en grå grød af ubrugelige tværsnit, som afspejler den åbenlyse sandhed, at folkekirken er en meget mangfoldig størrelse, som er svær at sætte i tal og tabeller.

Men hvis man vil lette arbejdet for menighedsrådene, så kommer her et ganske gratis råd:

Giv os et mere enkelt og jordnært regnskabssystem, som er tænkt forfra og nedefra. Som det er nu, kan ingen f.eks. forklare eller forstå opdelingen i afdelinger. Den giver måske mening ved et skrivebord i København – især hvis man drømmer om benchmarking i en koncernkirke engang – men jeg kan hilse og sige fra en hel del menighedsrødder, at det ikke giver mening for dem.

»For nogle år siden var kvartalsrapporten på to sider – nu er den på 14,« sukkede en af dem.

Et andet sted lød det: »Okay – jeg skriver under på regnskabet, men jeg aner ikke, hvad jeg skriver under på.«

Som gammel erhvervsjournalist har jeg tyret tusindvis af regnskaber, men jeg må give dem ret – også fra otte års tidligere erfaring i menighedsråd.

Systemet er så unødigt kompliceret, at selv tidligere økonomifolk faktisk oplever en ulempe i at have forstand på regnskaber. Altså almindelige regnskaber. Men bortset fra lidt finansielle finurligheder med gravstedskapital er de fleste sognes regnskaber ikke mere indviklede end en gennemsnitlig gymnastikforening. Eller burde være.

Så her er et godt sted at starte, hvis man fra politisk hold absolut vil pille ved folkekirken – og virkelig vil den noget godt. Jeg tør vædde en flaske god altervin på, at det i sig selv vil gøre det nemmere at rekruttere og fastholde gode kræfter til menighedsrådene.

Regnearksrytterne kan såmænd også få en lille formel med på falderebet: folkekirke plus stat minus folk = statskirke. Eller med jævne ord: uden folk – ingen folkekirke.

Så kære kirkeminister, politikere og centralforvaltning: Led ikke hinanden i fristelse, men fri os fra det onde!

God arbejdslyst i det nye folketingsår – forhåbentlig med forståelse og respekt for, hvordan det er at arbejde med folkekirken: Særligt, kærligt – og besværligt.