Hvad bidrager du egentlig med, Mohamed Abdi Kahn?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark tog imod dig, da du havde brug for beskyttelse. Din familie kom hertil, og danskere hjalp endda med at betale rejsen. På et tidspunkt må man holde op med kun at tale om sine krav og begynde at tale om sit ansvar og sine pligter.

Det var egentlig en god dag. Mandag den 17. august 2026.

Danmarks Veteraner offentliggjorde mandag en artikel om Mindefonden, et dansk-bosnisk initiativ, som jeg sammen med andre har været med til at etablere gennem vores forening i Vejle. Fonden er vores forsøg på at bevare mindet om den danske indsats under krigen i Bosnien-Hercegovina og samtidig omsætte den historie til noget konkret. I juli uddelte vi de første 15 uddannelsesstipendier til unge mennesker i Bosnien.

For mig er projektet også noget meget personligt.

Jeg kom selv til Danmark som flygtning fra Bosnien i 1990’erne. Danmark gav min familie sikkerhed på et tidspunkt, hvor vores oprindelsesland var i krig. Derfor betyder det noget for mig, at vi mere end 30 år senere kan vende tilbage og sige til danske veteraner og andre, der hjalp Bosnien: Vi har ikke glemt jer.

Det var derfor en dag, der mindede mig om alt det bedste ved Danmark.

Så åbnede jeg Jyllands-Posten og så Mohamed Abdi Kahn. Senere hørte jeg ham også hos B.T.

Kontrasten kunne næsten ikke være større.

Kahn taler igen og igen om sine rettigheder, om konventioner, ytringsfrihed, diskrimination og om alt det, han mener, Danmark gør forkert. Han understreger, at han ikke vil tie stille for at gøre danskerne tilfredse.

Det skal han heller ikke.

Danmark er netop et land, hvor man må kritisere, debattere og perspektivere. Men også et land, hvor den enkelte bidrager.

Når man har hørt nok om Mohamed Abdi Kahns krav, melder et andet spørgsmål sig efterhånden: Hvad bidrager han egentlig selv med?

Jeg spørger ikke, fordi han er muslim. Jeg er selv muslim.

Jeg spørger ikke, fordi han er flygtning. Jeg er selv kommet hertil som flygtning.

Jeg spørger, fordi der må komme et tidspunkt i ethvert flygtningeliv, hvor fortællingen skifter.

Først har man brug for hjælp. Hjælpen udmønter sig i en ny begyndelse, en ny chance. Og så begynder ens eget ansvar. Et ansvar gennem bidrag.

Mohamed Abdi Kahn fik beskyttelse i Danmark. Senere blev han genforenet med sin hustru og sine børn. Da familien manglede penge til rejsen til Danmark, trådte almindelige danskere og frivillige omkring Røde Kors i Allerød til og samlede penge ind. Han fik en møbleret bolig stillet til rådighed.

Det er værd at standse ved.

Mennesker, der ikke skyldte ham noget, hjalp ham med noget af det vigtigste, et menneske på flugt kan ønske sig: at blive genforenet med sin familie i trygge rammer.

På det tidspunkt burde næste kapitel i hans historie efter min mening være påbegyndt. Ikke et kapitel om, hvad Danmark yderligere kunne gøre for Mohamed Abdi Kahn. For Danmark gjorde mere for ham efterfølgende.

Men kapitlet om, hvad han og hans familie nu kunne gøre med den mulighed, de havde fået. Det skulle have blevet hans tur. De spørgsmål, jeg savner, er:

Hvordan bliver vi en del af samfundet? Hvordan bliver vi selvforsørgende? Hvordan uddanner vi vores børn? Hvordan engagerer vi os? Hvordan bidrager vi til det land, som gav os sikkerhed, da vi havde brug for den?

Det er præcis den samtale, jeg savner, når jeg i dag lytter til ham og hans nu nye bizarre krav om 3.500.000 kr. for at forlade Danmark.

For selvfølgelig har man rettigheder i Danmark. Heldigvis. Men der er også pligter.

De rettigheder, som han hele tiden taler om, eksisterer ikke i et vakuum. Vi har dem, fordi Danmark har valgt at bygge sit samfund på frihed, tillid og et stærkt fælles ansvar.

Det danske samfund fungerer, fordi millioner af mennesker hver eneste dag også accepterer deres forpligtelser. De går på arbejde, betaler skat, uddanner sig, passer børn og ældre, starter virksomheder, deltager i foreningslivet og tager ansvar for deres lokalsamfund.

Det er det, der holder den danske samfundsmodel kørende – en model, vi alle nyder godt af. Et stærkt samfund, som hjælper mennesker i nød og giver dem mulighed for at skabe en ny fremtid.

Men den model kan kun bestå, hvis man ikke kun spørger, hvad man har ret til, men også hvad man selv bidrager med.

Derfor bliver det for mig dybt provokerende, når et menneske, der selv har fået så meget hjælp, konstant optræder i offentligheden med fokus på, hvad Danmark skylder ham, mens spørgsmålet om hans eget bidrag forsvinder.

Nogle vil ligefrem mene, at den slags er at misbruge det danske samfunds generøsitet. Jeg behøver ikke gå så langt.

Men jeg mener, at man med fuld ret kan stille krav til et voksent menneske, som har fået beskyttelse, familiesammenføring og en ny chance: På et tidspunkt skal du ikke længere først og fremmest betragte dig selv som modtager. Du skal begynde at betragte dig selv som medansvarlig. Det er også derfor, jeg reagerer på Kahns optræden.

Heldigvis er han ikke normen, men undtagelsen. Der er tusindvis af muslimer og mennesker med flygtningebaggrund i Danmark, som hver eneste dag lever et ganske almindeligt liv. De arbejder. De uddanner sig. De driver virksomheder. De betaler også skat. De tager deres børn med til fodbold. De sidder i skolebestyrelser og foreninger.

De ser ikke kun Danmark som et sted, de har rettigheder i. De ser det også som et samfund, de har et ansvar for. De kommer bare sjældent i medierne. I stedet fylder individer som Mohamed Abdi Kahn.

Han er, hvad enten han bryder sig om det eller ej, en gave til den yderste højrefløj.

Jeg kommer selv fra en flygtningegruppe, som Danmark tog imod i titusindvis. Bosnierne havde også deres udfordringer. Der var traumer, sproglige barrierer og et helt nyt samfund, man skulle finde sin plads i. Og ja, der er også enkelte, som på grund af krigens traumer og den tortur, de havde været udsat for, aldrig for alvor fandt fodfæste.

Men den overordnede fortælling blev en helt anden. Børnene tog uddannelser. Forældrene kom på arbejdsmarkedet. Der blev startet virksomheder. Familier slog rod. Danmark blev vores nye hjem.

Det betyder ikke, at man som eksflygtning skal gå gennem livet med bøjet nakke. Taknemmelighed betyder ikke blind lydighed. Det betyder ikke, at man aldrig må kritisere aspekter af samfundet, som man ikke er enig i.

Man kan kræve sine rettigheder og samtidig forstå sine forpligtelser over for det samfund, man lever i. Man kan være flygtning og samtidig føle kærlighed og loyalitet over for det land, der er blevet ens nye hjem. Det ene udelukker ikke det andet.

Så Mohamed Abdi Kahn, fortsæt endelig med at bruge din ytringsfrihed. Den er en del af den danske samfundsmodel.

Men næste gang du fortæller danskerne om alt det, du har krav på, så brug måske også et øjeblik på det spørgsmål, du burde have stillet dig selv den dag, din familie endelig stod samlet i Danmark: Hvad kan jeg nu give tilbage?