Bureaukrati uden blik for virksomhedens størrelse er ikke grøn omstilling. Det er kvælning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skal en dansk mikrovirksomhed, der sælger 250 duftende fyrtårne om året, virkelig indberette hvert gram plast, papir og metal til separate myndigheder i hvert enkelt EU-land, den sender en pakke til?

Det er præcis den situation, iværksætteren Silke for nylig beskrev for mig. Et produkt på 11 gram, opsplittet i papsleeve, cellulose, cellofan, metalclips og elastik, der hver skal opgøres og rapporteres i en række forskellige nationale systemer. Det er ikke fornuftig regulering. Det er bare absurd.

Selvfølgelig skal vi stille krav om bæredygtighed og genanvendelse. Men når reglerne ikke skelner mellem en stor global koncern med en juridisk afdeling og en kvinde med få ansatte i Vestjylland, så risikerer vi, at mikrovirksomheder kvæles i administrative byrder.

Når kravene rammer ens uanset omsætning, betaler den lille virksomhed en uforholdsmæssig stor pris. For tiden og pengene til at fylde skemaer ud skal tages et sted fra – og det bliver fra det, som virksomheden faktisk er sat i verden for: at skalere, innovere og skabe vækst.

Og det er ikke kun et mikroproblem. Det er et helt grundlæggende dansk og europæisk problem, som også toppen af dansk erhvervsliv nu gør opmærksom på. Over sommeren har 14 af landets største virksomheder i en fælles erklæring råbt vagt i gevær: Erhvervslivet er klar til at levere og skalere de grønne løsninger. Men tung sagsbehandling og ustabile rammevilkår kaster grus i maskineriet og bremser den grønne omstilling.

Deres pointe er sådan set slående ens med Silkes, bare i en anden skala. Den største barriere for den grønne omstilling er ikke mangel på hverken gode idéer, teknologi eller kapital. Det er mangel på forudsigelighed. Når virksomheder i dag oplever sagsbehandlingstider på mellem 6 og 18 måneder – i nogle tilfælde helt op til fem år – for en miljøgodkendelse til ny grøn industri, så bør alle røde lamper blinke hos regeringen.

Jeg er grundlæggende enig med virksomhederne. Forudsigelighed kan lyde som et abstrakt begreb, men det er det, der afgør, om en virksomhed tør investere de næste 10 år, eller om den venter og ser tiden an. Stabile rammebetingelser er forudsætningen for langsigtet planlægning.

Uanset om man er et energiselskab, der skal beslutte sig for en milliardinvestering i ny infrastruktur, eller en iværksætter, der overvejer, om det kan betale sig at åbne op for et nyt eksportmarked. Når sagsbehandlingen trækker ud i årevis, bliver den rationelle beslutning at vente. Og det har vi ikke råd til, hverken klimamæssigt, konkurrencemæssigt eller økonomisk.

Om det er en iværksætter, der drukner i emballageindberetninger, eller en energikoncern, der venter fem år på en godkendelse, er mekanismen den samme. Der er efterhånden opbygget et system, der agerer, som om alle virksomheder har samme størrelse og samme ressourcer til rådighed. Det har de ikke.

Resultatet er, at vi bremser præcis den omstilling, som reglerne ellers skulle fremme, fordi hverken den lille iværksætter eller den store energivirksomhed kan bruge deres ressourcer på det, de er bedst til.

Jeg mener, at vi bør differentiere de mange administrative krav efter virksomhedens størrelse, så den lille duftfabrik i Blåvand ikke drukner i systemer, der er bygget til internationale koncerner. Og så skal vi skære markant ned i sagsbehandlingstiderne, så de virksomheder, der står klar med kapitalen og viljen, rent faktisk kan komme i gang. Ellers ender vi med et system, hvor både de mindste og de største bruger mere tid på at dokumentere fremtiden end på at realisere den.