Indfør krav til udleje af cykler
Cykeludlejerne skal tage et langt større trafikalt ansvar end i dag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tak til JP for at sætte nødvendigt fokus på den uholdbare trafikale situation med cykler. Et problem er de mange (el)cykler, som udlejes af f.eks. digitale platforme og hoteller. Der udlejes til turister, som ingen eller begrænset cykelerfaring har. Her støder turistens ønske om en sjov tur rundt i byen hurtigt sammen med virkelighedens trænge cykelstier. Det går hurtigt galt.
Der bør indføres krav om tilladelse til udlejning af cykler. For at opnå den skal udlejer bl.a. indføre en obligatorisk test, hvor turisten skal svare rigtigt på grundlæggende færdselsspørgsmål inden cykelturen. Mon ikke det kan implementeres forholdsvis nemt i de eksisterende app-løsninger? Indfører og vedligeholder udlejer ikke en sådan ordning, så ryger deres tilladelse. Cykeludlejerne skal ganske enkelt tage et langt større trafikalt ansvar end i dag.