Foreningslivet kan gøre Danmark til verdensmester i sund aldring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I går forsøgte jeg at følge mine børn op ad et italiensk bjerg i det, der bedst kan beskrives som et gadedrengeløb. I dag værker min 43-årige krop over det hele – med god grund.

Men det fik mig til at tænke på en artikel i denne avis: Danskere ældes ikke mærkbart bedre end østeuropæere, viser et nyt SDU-studie, på trods af vores dyre, skattefinansierede sundhedsvæsen.

Debatten, som artiklen rejste, delte sig hurtigt i to lejre. Den ene siger: mere forebyggelse via det offentlige. Den anden siger: mere individuelt ansvar, gerne med en pris på usund adfærd.

Som formand for DGI Østjylland vil jeg gerne pege på en tredje vej – en ressource, Danmark allerede har bygget, og som intet andet land i verden kan matche: foreningslivet. Vi er verdensmestre i foreningsliv. Det bør vi bruge som afsæt til at blive verdensmestre i folkesundhed og sund aldring også.

Der er dog en skæv logik i vores foreningsliv, som næppe får SDU’s studie til at se bedre ud om en årrække: Mine børn får et hav af flyers om at træde ind i idrætsfællesskaber, mens en 43-årig som jeg selv sjældnere inviteres indenfor. Det er muligvis ikke tilfældigt.

Folkeoplysningsloven forpligter kommunerne til at støtte aktiviteter for børn og unge under 25 år, mens støtte til voksne og ældre er en kan-bestemmelse. Mange foreninger tilbyder allerede gode rammer for voksenidræt og seniorfællesskaber – men de gør det ofte på trods af systemet, ikke fordi rammerne understøtter det.

Skal foreningslivet for alvor bidrage til folkesundheden på tværs af aldre, kræver det en fast investering i alle aldersgrupper, ikke kun i dem under 25.

Det er netop i midtlivet, at grundstenene til den sunde alderdom lægges. Løsningen er ikke, at alle skal i lycra og cykle i Dolomitterne – meget mindre kan gøre en stor forskel. Men det kræver, at både foreninger og det system, de er en del af, aktivt tænker den glemte midtlivs- og seniorgeneration ind, ikke kun børnene og de allerede sportsaktive.

Nogle steder tænker man allerede rigtigt. I Aarhus har rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, og rådmanden for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, drøftet idéen om en bevægelsesnormering – at fysisk aktivitet tænkes ind i byens rum og planlægning, ligesom vi i årtier har haft normeringer for daginstitutioner.

Det er den rigtige tankegang lokalt.

Men det kan ikke stå alene lokalt, og det kan ikke løses med gode intentioner alene. Derfor er mit konkrete opråb til den nye regering: Lav en flerårig national investeringspulje, der kobler foreningslivets eksisterende infrastruktur direkte til folkesundheden på tværs af alle aldre – på linje med de investeringer, vi allerede laver i sundhedsvæsenet.

Og sæt DGI og foreningslivet med ved bordet, når det næste sundhedsudspil skal skrives, ikke kun som frivillig samarbejdspartner, men som en samfundsaktør med en infrastruktur, der allerede når ud i næsten hver eneste danske by og landsby.

Foreningsdanmark er klar til at tage den rolle på sig. For det, vi allerede er bedst i verden til, kan også blive løsningen på et af de problemer, vi endnu ikke har løst.