VM viste afrikansk fodbolddominans – via europæiske landshold

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I fodbold-VM’s første kvartfinale mødtes et ”brunt” hold og et ”sort” med enkelte hvide islæt. Det brune var Marokko, de sorte vindere var Frankrig – mens de franske tilskuere næsten alle var hvide.

Det peger på andre udfordringer mod fodbolden end VAR-kendelser og Fifas dyrkelse af Trump og oliesheiker. De er rettet mod selve grundlaget: den fascination af fodbold, der kan fylde medierne, skabe reklameindtægter og give prestige til rigmænd og politikere.

Folkeligt engagement kræver stadig et minimum af lokal forankring, sammenhold og identifikation inden for den professionelle industri, den gamle arbejdersport er blevet til. Det skal være muligt for ens egne at komme frem og for én selv at deltage i fællesskabet på lægterne.

Men VM havde en stærk overrepræsentation af indvandrere på mange europæiske hold. Og Fifas billetter var så dyre, at lægterne i praksis er forbeholdt velhavende, der kan og vil punge ud.

Disse hold afspejler, at mange unge afrikanere satser hårdt på en fodboldkarriere, hvis velbetalte del er i Europa, hvis klubber har sat import af gode (og billige) spillere i system. De har fået en fremtrædende rolle i europæisk klubfodbold, hvorfra nogle hentes tilbage til landshold, hvor de kommer fra. Andre får støtte til borgerskab i værtslande, hvis landshold de nu også præger.

De fleste fodboldfans har for deres klubbers skyld accepteret, at der f.eks. ikke er mange midtjyder og københavnere tilbage på FCM’s og FCK’s førstehold. Selv om det vakte panderynken, da en tysk træner for nogle år siden ikke udtog en eneste lokal til Brøndbys.

Men ubalancen i denne fodboldsociologi træder frem, når en Mbappé anklager indvandringskritiske partier for racisme. Han satser på, at stjernestatus kan påvirke en befolkning, hvor fodbold er blevet en slags religionserstatning, også uden for banen. Men glemmer en mulig boomerangeffekt i, at folk kommer til at tænke over, hvorfor han skal påvirke kontroversiel udlændingepolitik.

Nok blev racistisk kritik af Mbappé fra en politiker i Paraguay (som Frankrig havde slået ud) grebet med kyshånd af Macron m.fl., der hermed kunne kombinere folkeligt og nationalt fodboldsind med racismekortet. Men som Bardella fra National Samling (Le Pen) konstaterede, er Mbappé et højtbetalt, privilegeret medlem af en elite, som mange er trætte af.

Hvilket kan gøre fodbold til underholdning primært for en moderne liberal overklasse, der samtidig hylder multikulturelle samfund via fodbold. Uden hensyn til ”populistiske” fodboldfans.

Risiko for racismeanklager gør det svært at ytre offentlig kritik af sammensætningen af fodboldlandshold, men det er en nærliggende antagelse at latent utilfredshed kan påvirke de kommende franske valg til fordel for National Samling.

VM viste Afrika som et stort fodboldkontinent, hvor denne sport er suverænt størst. Nok blev de ”sorte” afrikanske lande hurtigt slået ud af turneringen – mens Marokko og Egypten fortsatte længere – men efter jævnbyrdige kampe mod de gamle, store fodboldnationer.

Det var den største succes for Fifas strategi om at udbrede fodbold som ”hovedsport” fra dens europæiske og latinamerikanske kerneområder til resten af verden. Støttet af et voksende deltager-antal på nu 48 (!), hvoraf de nye lande kommer fra Afrika og Asien, begge med 10. Hvorfra Infantino henter sin støtte internt i Fifa, når europæere kritiserer hans omgang med diktatorer.

Derimod er det en bet for Fifas ambitioner, at det ikke for alvor er lykkedes at få fodbold til at slå an i det befolkningsmæssigt største kontinent, Asien. Kina kvalificerede sig ikke, og de 10, som gjorde, hvoraf mange var rige mellemøstlige olielande, blev hurtigt slået ud.

Penge kan skabe stærke klubhold ved køb af ”Ronaldo’er”, placere VM-værtskaber i Qatar og Saudi-Arabien, sørge for at det saudiske olieselskab Aramco fylder banderne med reklamer – men åbenbart ikke uden videre skabe stærke landshold.

Også i USA synes det tvivlsomt, om det lykkedes for VM-26 at bringe fodbold på niveau med amerikansk fodbold og basketball mv. Trump har ikke beæret kampene med sin tilstedeværelse og ærgrer sig nok over, at USA blev slået eftertrykkeligt ud af det lille Belgien. Til at fejre USA’s 250-årsdag foretrak han et show inden for sin favoritsport: mænd, der kæmper i bure uden regler.

Infantino havde ellers gjort sit bedste for at kurtisere Trump og bruge ham til at fremme Fifas status, da han ville lindre Trumps ærgrelse over ikke at blive tildelt Nobels Fredspris ved at give ham en nyoprettet fra Fifa. I tråd med Fifas tv-intro, der gør fodbold til »verdens største nation« og en verdensforenende kraft, der omfatter kvinder på lige fod med mænd.

Trumps personlige interventioner fik udvirket, at Ronaldos karantæne fra en kvalifikationskamp blev strøget, og at en USA-spiller fik ophævet sin under turneringen. Ved at lade Trump bøje spillets regler, krydsede Infantino røde streger – uden at nogen kunne give ham det røde kort! Men tilsyneladende uden at opnå det ønskede strategiske resultat.

Fodboldens internationale og regionale organisationer har, med Fifa i spidsen, fået en betydning, der anvendes til at fremme sportens og egne interesser. På en måde, der har rejst kraftig kritik. Tidligere af personlig berigelse gennem korruption, som Infantino blev udpeget til at rydde op i.

Men under en halv snes år på posten har han løftet problemerne op på et højere niveau med sit gode forhold til magtfulde og pengestærke, autoritære regimer. Hvad der fik VM i 2018 placeret i Rusland, VM i 2022 i Qatar, VM i år i USA med nabolande – og 2034 i Saudi-Arabien. Hvormed det synes godtgjort, at man kan købe sig til VM-værtskab.

VM og dets deltagerantal er – naturligvis – blevet udråbt til en stor succes af Fifa og Donald Trump. Infantino kan tage let på europæisk kritik for sine politiske venner og for at bøje reglerne efter dem, så længe han har de mange ”nye” fodboldlandes støtte.

Men på sigt kan økonomien i Fifas pengemaskine vise sig en trussel mod fodboldens sejrsgang.

Når profitmaksimerende billetpriser skærer forbindelsen over til de folkelige rødder, som mister identifikation inden for en industri, der henter sit råstof i fattige afrikanske lande, kan den blive mindre interessant for politikere og investorer.

Nok blev fodbold – i en tid med højere velstand og uddannelsesniveau – løftet til nye højder med en status, som har fået dens udtryk til at gå ind i sproget og gjort den ombejlet af popularitets- og integrationssøgende politikere og prestigelystne milliardærer.

Men den brede middelklasse, de bejler til, kan trods alt vælge andre sportsgrene at gå op i, som man gør i USA og Kina, hvis international fodboldindustri bliver for meget moderne overklasse.